Da Eske Willerslev var barn, smed hans far ham og tvillingebroderen i vandet i Øresund gennem en våge i isen eller puffede dem ned fra fem meter-vippen. Drengene fik dolke, fra de var fem år, og geværer, så de kunne lære at skyde. Tvillingerne blev opdraget til, at en mand er en mand, som kan svømme i koldt vand, skyde, hugge brænde og sejle i kano.
Inspireret af barndommens værdier drømte han og broderen, Rane, om at blive ekspeditionsfarere og pelsjægere. Men forældrene mente, at det var godt med en universitetsuddannelse som ballast, og faderens barske opdragelse lærte Eske Willerslev værdien af hårdt arbejde og om at lide for at nå et højere mål.
Sine mål har han nået. Som 33-årig blev han udnævnt til Danmarks yngste professor, og han har som internationalt anerkendt molekylærbiolog fået en strøm af priser. Eksemplevis er han netop blevet udnævnt til medlem af det amerikanske »National Academy of Science«. Kun fire andre danske forskere kan bryste sig af den titel.
Han har publiceret videnskabelige artikler i verdens mest prestigegivende tidsskrifter, og i dag sidder han som 42-årig som direktør for Grundforskningscenter for Geogenetik ved Københavns Universitet. Og han glæder sig hvert år over sit job, hvor han, som han siger, får penge for at beskæftige sig med det, der interesserer ham allermest. Broderen, Rane Willerslev, er i øvrigt også blevet professor – men i antropologi.
Berlingske møder Eske Willerslev på professorkontoret på Geologisk Museum over for Rosenborg i København, hvor han er chef for 70 ansatte. Han er for nylig kommet hjem fra en af sine utallige rejser. Denne gang dog ikke ud i vildmarken, men til Moskva og Sankt Petersborg, hvor han har mødt og forhandlet med russiske forskere om at overlade ham 20-30.000 år gamle prøver af knogler og tænder fra oldtidsmennesker, som har levet i Ural-bjergene.
Operationen lykkedes, for de fleste forskere – også russiske – er nysgerrige og vil gerne deltage i projekter, der kan bibringe ny viden.
Biologiprofessoren udstråler energi, engagement, entusiasme, og så er han en uovertruffen formidler – hvilket han for øvrigt også har fået en pris for.
Eske Willerslev har gennem de seneste ti år gjort en række opdagelser, som har vendt op og ned på forståelsen af, hvordan og hvornår mennesket har befolket jordkloden. For lægmand forekommer hans videnskabelige landvindinger uoverskuelige, men en opfordring til at nævne sine tre vigtigste opdagelser bliver hurtigt til en opremsning af mindst syv punkter med tilhørende underpunkter. Og så glemte han alligevel nogle.
»Et af de største gennembrud var, da vi fandt ud af, at man kan rekonstruere fortidens dyre- og planteliv fra DNA (arvemateriale, red.) i jorden. Det kan for eksempel være i jord i indlandsisen i Grønland. Hvis man tager bundisen i udborede iskerner, kan man rekonstruere miljøet fra dengang,« siger han.
Eske Willerslev fortæller uanfægtet af roderiet på sit kontor på Center for Geogenetik. Han eller hans sekretær har åbenbart én gang for alle opgivet at holde orden. Brugte kaffekrus trænges på det 400 år gamle skrivebord fra barndomshjemmet, og stole står tilfældigt henslængt sammen med udstyr, som nogle filmfolk – han har glemt hvem – har efterladt.
På væggen hænger en indrammet forstørrelse af en forside fra det videnskabelige magasin »Nature« med et fortidsmenneske i profil. Manden er døbt Inuk og er 4.000 år gammel.
Inuk er nummer to i rækken af Eske Willerslevs vigtige opdagelser. I 2010 kortlagde han som den første i verden arvemassen i et fortidsmenneske. Det skete på basis af en 4.000 år gammel tot hår fra Grønland. Opdagelsen fortalte om en hidtil ukendt indvandring til Grønland, Canada og Alaska for 5.000-6.000 år siden.
Selve bedriften med at kortlægge et fortidsmenneskes arvemasse gjorde Eske Willerslev verdensberømt, hvis han ikke var det i forvejen.
Andre forskere havde på det tidspunkt kortlagt det første menneske-genom, som videnskabsfolk kalder arvemassen. Det havde kostet 15 milliarder kr. og tog 15 år at gennemføre – på et nutidsmenneske, vel at mærke.
Eske Willerslev og hans forskerhold klarede det på ét år og til en pris af halvanden million kr. Her skal man tage i betragtning, at Inuks DNA var nedbrudt til bittesmå fragmenter.
»Første gang skulle alle analyseredskaber opfindes fra bunden. I dag kan vi gøre det på et par måneder, hvis vi afsætter 50 mennesker på fuld skrue,« siger Eske Willerslev:
»Vi er blevet dygtigere og mere erfarne, og vi har kraftigere computere til rådighed.«
Det kneb ellers oprindeligt med at skaffe de halvanden mio. kr., som var nødvendigt for at gennemføre projektet.
»Alle, der havde forstand på molekylærbiologi, sagde nej. De troede ikke på, at det kunne lade sig gøre. Men heldigvis stolede tidligere topchef i Øresundsforbindelsen, Mogens Bundgaard-Nielsen, som dengang sad i bestyrelsen i Lundbeck Fonden, på sin mavefornemmelse og overbeviste fonden om at donere pengene,« fortæller Eske Willerslev.
Skabet over for hans skrivebord prydes af en mammutknogle og kranierne af en uddød steppebison og en grønlandsk moskusokse. Eske Willerslev finder et plastikbæger frem mellem stakke af papirer og rasler uærbødigt med den:
»Det her er en 14.000 år gammel menneskelort, som er det hidtil ældste spor af menneskelig eksistens på det amerikanske kontinent.«
Over gæstesofaen hænger indrammede fotografier fra Eske Willerslev og hans tvillingebror, Ranes, ungdomsekspedition til Sibirien i begyndelsen af 90erne. Deres fars mandfolkeopdragelse nærede drengedrømme om det vilde liv i ødemarken som pelsjægere, så brødrene brugte deres børneopsparing til en tre måneders ekspedition til Sibirien. De fløj derud i helikoptere med kanoer, geværer og proviant, og mere end tre måneder senere blev de hentet ved kanten af Ishavet.
Det blev til i alt tre ekspeditioner, hvor de samlede etnografisk materiale, som blev til en stor udstilling på Moesgaard Museum ved Aarhus.
Begge brødre er medlemmer af »Eventyrernes Klub« og har, som de mandfolk de er, gennemlevet voldsomme strabadser og faret vild i absurde minusgrader blandt blodtørstige bjørne og kun på et hængende hår sluppet fra det med livet i behold.
Tilbage til listen over Eske Willerslevs største videnskabelige landvindinger:
Nummer tre er kortlægningen af den såkaldte Maltá-population i Sibirien, som viste sig at være forfædre til både nordeuropæere og nordamerikanske indianere, en opdagelse, der kom som et chok, da alle opfattede amerikanske indianere som værende meget fjerne slægtninge af europæere.
I forlængelse af denne opdagelse kortlagde han arvemassen fra et skelet af en 12.600 år gammel nordamerikansk indianerdreng og påviste, at de amerikanske indianere er direkte efterkommere af de første mennesker i Amerika.
I 2012 kortlagde han arvemassen hos en hundrede år gammel australsk aboriginer og fandt ud af, at Australiens oprindelige befolkning var udvandret fra Afrika eller Mellemøsten omkring 30.000 år før forfædrene til nutidens europæere og asiater.
Og for nylig har han som den første nogensinde opnået etisk tilladelse til et studium inden for diabetes og genetik for at finde ud, hvorfor over halvdelen af den australske urbefolkning får gammelmandssukkersyge i håb om at finde nye svar på, hvorfor vi får diabetes. Aborigineren gav for øvrigt endnu en prestigefuld forside – denne gang i magasinet »Science«, som hænger indrammet på væggen på Eske Willerslevs kontor side om side med Nature-forsiden.
Sidste år kortlagde han arvemassen fra en 700.000 år gammel hest og skubbede dermed mulighederne for at få genetisk information fra både dyr og mennesker med mere end ti gange længere tilbage i tiden end hidtil troet muligt.
Eske Willerslev har deltaget i utallige videnskabelige ekspeditioner og selv ledet mange. Han rejser mindst en tredjedel af året, og vildmarkens romantik og jægerliv rykker stadig i ham, men han må så småt indse, at han ikke mere har ungdommens fysik:
»Sidst, jeg for alvor var på jagt, var for to år siden i Wyomings bjerge, hvor jeg skulle skyde elks, som er en slags kæmpe kronhjort, fra hesteryg sammen med en amerikansk kollega. Jeg kan godt lide vildmarken, men for satan mand, jeg kunne mærke, at jeg var blevet ældre. Jeg prøvede det hele, herunder ufrivillig rodeo, hvor jeg hang nede under hesten. Fysikken og kundskaben til at færdes i vildmarken skal holdes ved lige, og det har jeg ikke gjort,« siger han.
Den 700.000 år gamle hest var punkt nummer seks. Punkt syv:
»Det her kan blive rigtig vigtigt! Sidste år viste vi, at bakterier, som findes i jorden udenfor, kan optage DNA, selv om det er ødelagt og smadret og en halv eller en hel million år gammelt, i bakteriernes egen arvemasse. Bakterier kan optage fortids-DNA og komme tilbage til et gammelt stadie – det kunne f.eks. være en sygdom,« fortæller Eske Willerslev:
»Tænk på hospitalernes problemer med resistente bakterier. Selv om man slår dem ihjel ved at tørre en overflade af med sprit, så kan DNA ligge tilbage og blive nedbrudt, og det vil sige, at det næste hold bakterier kan optage det.«
Jamen, hvad med mammutten? Det er formentlig Eske Willerslevs forskning i den store uddøde fortidselefant, der har gjort ham mest kendt blandt almindelige danskere. Han har nemlig fastslået, at det ikke var menneskets jagen, men klimaændringer, der for 10.000 år siden gjorde det af med de fleste store pattedyr.
»Hvis du havde spurgt mig for tre-fire år siden, havde jeg nok nævnt mammutten som et af mine vigtigste projekter. Men lige nu er jeg mest optaget af mennesker. Det er utroligt interessant at vide, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.«
Eske Willerslev griber sin 30.000 år gamle mammutknogle fra skabet mellem bisonkranierne. Han har selv hentet den hjem fra Sibirien under ungdommens ekspeditioner i 90erne.
»Knoglen er blevet mindre og mindre. Vi har brugt knoglematerialet til at vise, at der ikke kun findes rødhårede mammutter, men også sorthårede og lyshårede. Vi brugte også knoglen for nylig til at vise, at bakterier kan optage gammelt mammut-DNA,« forklarer han og gentager et synspunkt, som provokerer nogle:
»Det vil med al sandsynlighed være muligt at klone en mammut i din levetid,« siger han og nikker hen mod Berlingskes unge fotograf:
»Det kan jeg ikke se nogen etiske problemer i, da meget tyder på, at det var tilfældigt, at det var mammutten og ikke for eksempel rensdyret, der uddøde. Vi kunne sætte dem ud i Sibirien igen. Eller på en ø som i ’Jurassic Park’,« siger Eske Willerslev og afslører, at han elsker begge ’Jurassic Park’-film og tegnefilmen ’Ice Age’ om en mammutfamilies flugt fra istiden.
»Min grænse går ved at klone et menneske. Hvad skulle vi stille op med en neandertaler? Sætte ham i ZOO eller invitere på kaffe?«
Hvad er det, der driver Eske Willerslev? Han har aldrig lagt skjul på, at han har arbejdet som en hest det meste af livet; været arbejdsnarkoman, skubbet andre ting til side og relativt sent fået sig en kone (retsgenetiker, red.) og to små børn.
»Der er to ting, der driver mig: Den vigtigste er en basal nysgerrighed. Jeg kan ikke lade være med at søge ny viden. Det er superspændende. Hvis nogen kom og sagde til mig: ’Eske, hvis du vil give afkald på dit Nature-papir om kortlægningen af Inuks gener, så får du 50 millioner kroner’, så ville jeg helt sikkert sige nej.«
»Det at gøre opdagelser, som ændrer fundamentalt på vores syn på noget... det er...«, han tøver lidt, »du drømmer ikke om, hvor enormt tilfredsstillende, det er. Jeg bliver helt euforisk af det. Det er en hård proces, men det der med at nå frem til målet og se, at det ændrer fundamentalt ved, hvordan vi opfatter verden. Det er fandeme en fantastisk fornemmelse!« siger han, tænker kort og fortsætter:
»Jeg er også ambitiøs og måske forfængelig. Jeg er opdraget med, at tingene ikke kommer af sig selv. Du skal selv ud og hente dem. Helt fundamentalt er der modstand... du skal kæmpe og blive ved med at kæmpe. Så måske handler det mere om stædighed end forfængelighed.«
Eske Willerslev tager en frisk snus, som han selv importerer fra Sverige.
»Intet af alt dette er kommet let til mig. Jeg er ikke specielt begavet. Det mener jeg vitterligt ikke. Jeg tror, jeg er mellembegavet. Der er folk her i mit center, som er langt mere begavede end jeg,« siger han.
Og man tror ham. Hans kølige vurdering af eget intellekt virker oprigtig og ikke spor krukket.
»Det er min kreativitet, som er min store force. Jeg arbejder i et miljø, hvor kreativitet ikke er den mest almindelige vare. Du finder typisk folk her på naturvidenskaberne, som er ekstremt tal-mindede, mens den kreative side er mindre udbredt.«
»Jeg har lært mig selv at forstå tallene til et vist niveau, så jeg kan være med. Men mit store bidrag er den kreative del, originaliteten i at vende tingene på en ny måde.«
Og hans mål i livet?
»Jeg gerne vil nå at forstå hele..., hvordan mennesker på Jorden er blevet, som de er og endt dér, hvor de er. Det interesserer mig allermest. Som yngre forsker havde jeg travlt med at få priser og officielle skulderklap, men i dag har jeg fået dem alle sammen. I dag vil jeg bare gerne blive ved med at være begejstret for det, jeg laver og producere noget, som jeg er stolt af. Jeg er glad, når min forskning kan bruges til noget, men jeg er ikke drevet af anvendeligheden i forskningen. Jeg er grundforsker, der er drevet af nysgerrighed.«.
På lige fod med andre ambitiøse danskere kan medlemmerne af Berlingskes dommerkomité indstilles af læserne som nomineret til Årets dansker, som det er sket med Eske Willerslev. I disse tilfælde fratages det pågældende medlem af dommerkomitéen sin stemme, så han/hun ikke kan påvirke afgørelsen.
