Hvis det værste sker ...

Lad os forestille os, at solen står op den 20. marts, uden at det er lykkedes Grækenland at få indgået de aftaler og politiske forlig, man kæmper for i disse  dage.

Den 20. marts skal finansministeriet i Athen bruge 14,4 milliarder euro til at indfri forfaldne statsobligationer, og man har ikke pengene, medmindre  man får lov at låne dem af EU og IMF. I den værste af alle verdener vil den græske regering denne dag udsende en meddelelse om, at man foreløbigt er ude af stand til at betale, men at man inviterer sine kreditorer til fornyede forhandlinger. Dette vil være den frygtede statsbankerot.

Akropolis på auktion?

Stater er suveræne, så man kan ikke tage dem under konkursbehandling. Der er ingen international fogedret, man som kreditor kan henvende sig til, og ingen kan med lovlige midler tvinge en suveræn stat til at udlevere sine aktiver til kreditorerne, sådan som man kan gøre med en almindelig dødelig skyldner. FN kommer ikke og bortauktionerer Akropolis og de Dodekanesiske Øer til højestbydende.

Selv om man kalder det statsbankerot, når en stat ikke betaler sine regninger, så kan stater ikke gå fallit. Der er kun én straf for en stat, der ikke betaler:  Den får svært ved igen at låne penge på de internationale finansmarkeder.

Det er til gengæld en hård og effektiv straf for et land, som har underskud på de offentlige finanser og dermed behov for at låne penge.

Halveret levestandard

Argentina er det seneste eksempel på, hvordan det kan gå, når et stort land går statsbankerot, og den argentinske krise nævnes gerne som skræmmebilledet på, hvad der venter Grækenland.

Den korte udgave af historien er, at Argentina opgav at betale af på sin gæld i december 2001, hvorefter landet indledte en årelang forhandlingsrunde med sine kreditorer. I 2005 indgik man en aftale om nedskrivning af gælden, men langtfra alle kreditorer tilsluttede sig aftalen, og forhandlingerne fortsatte.

I 2010 havde man fået de fleste med om bord, men nogle få obligationsejere holder ud, heriblandt et par hedgefonde, som nu jager argentinske statslige aktiver over hele jorden, indimellem med held. Og i dag, mere end ti år efter, er Argentina stadig i praksis udelukket fra det internationale finansmarked.  Satte man statsobligationer til salg, ville hedgefondenes advokater kaste sig over pengene, før de nåede hjem til Argentina.

Nødlån nødvendige

Efter fallitten, eller betalingsstandsningen, måtte Argentina klare sig med nødlån fra IMF, som kun blev udbetalt på betingelse af, at man gennemførte  drastiske reformer og besparelser. Bruttonationalproduktet styrtdykkede, og arbejdsløsheden steg. Landet var altså i en situation, som ligner den, Grækenland befinder sig i allerede i dag uden at være gået fallit.

For de almindelige argentinere var situationen dog endnu værre end den, de græske borgere står i. Pesoen faldt nemlig kraftigt; på få måneder havde den tabt to tredjedele af sin værdi, og importerede varer blev derfor også tre gange så dyre som før. Inflationen steg til 40 procent, og realløn og levestandard faldt endnu mere på grund af lønsænkninger. Foreløbig er grækerne sluppet lidt billigere, for ekstraskatter har endnu kun taget 14 procent af de  privatansattes købekraft, og den planlagte sænkning af mindstelønnen – som vil smitte af på andre lønninger – er kun på 22 procent. Alt i alt står grækerne vel til at miste en tredjedel af deres købekraft, mens argentinerne fik deres halveret.

Euro-exit

Men det kan blive meget værre for grækerne, hvis deres land ikke bare standser betalingerne, men også forlader euroen. Det behøver Grækenland dog ikke  at gøre; der er ikke noget i traktater og aftaler, som tvinger landet til at træde ud af møntunionen, hvis det går statsbankerot. De seneste dage har de europæiske ledere da også dæmpet deres retorik noget. Man taler nu om en græsk betalingsstandsning som en mulighed, men en græsk udtræden af  euroen bliver kategorisk afvist – også af Angela Merkel.

Mange fallitter

En stat har jo beskatningsretten til sine borgere, så man skulle tro, at stater altid ville være i stand til at skaffe penge. Historien viser bare noget andet: Det sker igen og igen, at stater standser betalingerne. Alene mellem 1975 og 2002 skete det 84 gange ifølge en optælling fra Standard & Poor’s.

Det er bare meget længe siden, at det er sket for et vesteuropæisk land. Man skal faktisk helt tilbage til 1930erne, hvor Tyskland, Østrig og Italien helt eller delvist standsede betalingerne.

Værre end Argentina

Hvordan endte historien så for Argentina? Rimelig godt – alt taget i betragtning. Landet har vækst; økonomien er faktisk vokset med seks procent om året de seneste otte år, hvilket ikke et eneste euro-land er kommet i nærheden af. Der er et lille overskud på betalingsbalancen, og en, efter europæiske forhold, beskeden statsgæld. Arbejdsløsheden er under otte procent.

Det tog dog lidt tid at vende udviklingen. Trods den kraftige devaluering gik der et par år, før man fik den fremgang i eksporten, som endte med at trække det grundstødte land flot fremad. Men på den anden side nåede krisen aldrig at blive så dyb som den græske; Argentina havde kun tre til fire kvartaler med skrumpende BNP – det faldt seks procent i begyndelsen af 2002. Og statsgælden, som efter devalueringen nåede græske højder – den var i international valuta – blev hurtigt bragt ned; dels steg skatteindtægterne, dels fik man altså i 2005 de fleste af kreditorerne til at give afkald på 65 procent af deres tilgodehavende. I dag er statsgælden kun 48 procent af BNP.

Årelangt slagsmål

En del af forklaringen er naturligvis, at pesoen i mellemtiden er faldet til mindre end en fjerdedel af sin oprindelige værdi takket være den flydende valutakurs. Det er en mulighed, som ikke er så oplagt i Grækenlands tilfælde, for det ville være en kostbar og dramatisk operation at forlade euroen og tvangskonvertere gæld og tilgodehavender til drachmer. Det efterfølgende juridiske slagsmål mellem kreditorer og skyldnere ville trække ud i mange år, og landets banker ville synke i knæ.

Grækenlands lidelser overgår allerede Argentinas. Landets BNP er faldet tre år i træk og er nu 12 procent under 2008-niveauet, mens arbejdsløsheden har nået de højder, Argentina var oppe på, da det stod værst til. Og der er ingen bedring i sigte. Måske er læren, at Grækenland skulle have standset sine betalinger noget før.