Noget usædvanligt observerende en B.T.-læser lørdag en stork på mark ved Veksø Sj. Hvad pokker laver den i Danmark midt om vinteren? Svaret er, at den faktisk er tilbagevendende gæst.
Det fortæller en af landets førende storkeeksperter, museumsinspektør Hans Skov fra Moesgård Museum og forfatter til bogen "Storken - en kultur- og naturhistorie."
- Det er en stork, der kommer fra et skånsk storkeprojekt. Den er mærket og har været der nogle uger. Sidste år overvintrede den ved Stærkende. Da var der nogle, der lagde mad ud til den og satte en rede op, så den ikke blev taget af ræven. I år har den så valgt Veksø, siger Hans Skov.
At storken ikke trækker sydpå som sine artsfæller skyldes ifølge museumsinspektøren, at den i sine første år ikke fik lært at trække.
- Der er nok en seks-syv-otte storke, der overvintrer her. De fleste kan henføres til det skånske projekt. At de ikke trækker sydpå skyldes, at de er blevet holdt tilbage de første år af deres liv. Det kan undertrykke deres trækdrift, så den ligesom bliver annulleret, siger Hans Skov.
Storken, der i fjor overvintrede i Stærkende, blev kendt under navnet Oskar. Han forlod reden 6. marts 2011 og satte kursen hjem mod Østre Tvet i Skåne - efter at have overlevet en sne-fuld vinter fodret med blandt andet kylling og sild fra hånden af lokale ildsjæle.
Hvis det forholdsvis milde januar-vejr fortsætter, vil Oskar i år kunne overleve uden hjælp, vurderer museumsinspektøren.
- Med det milde vejr i øjeblikket kan den selv finde mad på markerne. Men hvis vi får sne som sidste år, så skal den nok have hjælp, siger Hans Skov.
Du kan læse meget mere om det skånske storkeprojekt her.