LONDON: Hvis nu ikke Roman Abramovich havde købt Chelsea FC i 2003, havde der så overhovedet været et Champions League-opgør i dag mellem englænderne og FC Nordsjælland?

Tilbage i 90erne pustede den engelske velhaver Ken Bates lidt liv i The Blues med spillerindkøb som Dan Petrescu, Gianfranco Zola og en aldrende Ruud Gullit og tilførte Chelsea FC status som et lidt boheme-agtigt hold med en blanding kendisspillere i karrierens efterår og arbejderklassens helte som tacklemaskinen Dennis Wise, men så heller ikke mere.

Bates havde allerede erhvervet klubben tilbage i 1982 for sølle et pund og reddet den fra konkurs, men juridisk tovtrækkeri holdt forretningsmandens investeringslyst dæmpet de første ti år. London-holdet var egentlig mest kendt for nogle hårde nødder som fans, lange bolde og udover stepperne, men det ændrede Roman Abramovich på med en signatur på en svulmende check.

Russeren smed lidt over en milliard kroner på bordet for Chelsea, men det har vist sig som småpenge i Roman Abramovichs samlede sportsportefølje.

Købet gav ikke bare Chelsea en ny og indtil da ukendt ejer, den gjorde klubben til klodens rigeste på det tidspunkt og kickstartede et rigmandskapløb på fodboldklubber. Andre milliardærer har siden spenderet stort i Premier League, men russerens indtog startede trenden med de afgrundsdybe lommer i rigmandsbuksen. Så hvad har Roman Abramovich egentlig gjort for fodbolden?

»Roman Abramovich har været den afgørende pioner i den finansielle doping fodbolden har været vidne til de sidste ti år. Det er jeg på ingen måde fan af,« siger David Winner, iagttager af engelsk fodbold og forfatter til en lang række bøger om sporten - ikke mindst kultbogen »Brilliant Orange«.

Vendt op og ned på sporten

»Hans enorme rigdom har sendt engelsk og europæisk fodbold i en uventet retning og har rykket markant på sportens magtforhold. Det er hans eksempel, der har ført til at ejerne af klubber som Manchester City, Paris SG og Shakhtar Donetsk har købt disse klubber med henblik på at gøre Abramovich kunsten efter, men jeg ser ham mere som et symptom end en årsag,« siger David Winner.

Netop de økonomiske muskler i Chelsea bør vække mere forargelse end beundring. Det mener en af Europas førende fodboldskribenter, forfatteren og journalisten Simon Kuper.

»Hvis man er fan af Chelsea, så har man sikkert haft en fest det seneste årti, men vi må ikke glemme, hvordan Roman Abramovich overhovedet har fået råd til at spille en rolle i fodbold. Han og andre oligarker har i Jeltsins tid formet en ny russisk adel, der har fået eneret over de russiske naturressourcers store rigdomme. Efter Putin smed dem alle sammen på porten har en stor del af de russiske velhavere, hvis formuer overstiger enhver menneskelig forstand, søgt ly i England og andre lande og ja, endt med at kede sig,« forklarer han.

Fodbold som legetøj

»De har haft enorme formuer med sig, og nogen af dem har købt massivt ind af kostbar kunst eller ejendomme. Roman Abramovich skabte sig et nyt liv gennem Chelsea. En fodboldklub der kan fungere som pr-apparat for hans forretninger og for en mand, der er god for 50 milliarder dollars, der er udgifterne til Chelsea FC så inderligt ligegyldige. Andre er fulgt i hans fodspor. Arabiske og asiatiske rigmænd og konsortier har set værdien i at have et fodboldhold, der spiller med i prime time Champions League med en effektiv eksponering til følge.«

Forbruget af trænere i Chelsea er nådesløst. Mourinho, Ancelotti, Scolari og andre har været der, og nu skal spanske Rafael Benitez stå i spidsen for holdet for resten af sæsonen efter Roberto Di Matteo efter ti måneder på posten blev hældt ud. Det kalder på den indlysende sammenligning med en zars humørsvingninger eller et barns utålmodighed med sit legetøj.

»Han kunne hverken købe FC Barcelona eller Real Madrid på grund af deres særlige ejerforhold og prøver i stedet at forvandle Chelsea til noget, der minder om Barca i popularitet. Det kræver, at de spillere og trænere, han ansætter, levere varen, ellers er der jo ikke meget at prale af, og man kan vel med rette tilskrive en del af årsagen til Premier Leagues status som verdens bedste liga skyldes Roman Abramovich,« siger Simon Kuper.

»De andre hold har simpelthen været nødt til at følge med, og det har så trukket sponsor- og TV-indtægterne i vejret. En økonomisk opstigning iværksat af penge som vel egentlig burde have tilgodeset det russiske folk og ikke en rigmands luner.«

Selv om 2013 vil markere russerens ti års jubilæum som ejer af Chelsea, så må han sande, at selv nok så mange millioner ikke kan garantere succes. Hvis ikke Chelsea vinder i aften, og Juventus taber andetsteds, så knuses drømmene om et forsvar af Champions League-titlen.