Hassan Preisler:
Det er vel en naturlig del af det at få en ny kæreste, at man også skal lære børnene at kende. Hvis kæresten altså har sådan nogle. Og det er vel også en naturlig del af det at lære et barn at kende, at man vil komme til at synes et og andet om det. Både godt og ondt. Det forstår jeg. Det kan jeg godt sætte mig ind i … det giver mening … sådan må det være, tænker jeg … Det er rimeligt!
Men sådan her er min virkelighed: Jeg aner simpelthen ikke, hvordan man håndterer, at ens kæreste har bare én eneste lillebitte negativ holdning til ens datter! Det skyldes hverken, at jeg mener, at min pige er perfekt, eller at hun – for den sags skyld – skal polstres mod andre menneskers negative holdninger til hende. Det skyldes i endnu mindre grad, at jeg har det sådan, at den kvinde, jeg er sammen med, ikke skal opnå at få et forhold til min datter, som hele tiden nuanceres af virkeligheden. Og naturligvis mener jeg heller ikke, at det er uforståeligt, at min kæreste udtrykker andre følelser end den samme dybe betagelse af min datter, som jeg selv er grebet af.
Men jeg kan bare ikke håndtere det! Det er nemlig, som om min datter føles som sådan en hypersensitiv forlængelse af min egen krop.
Det mindste puf smerter, så jeg ikke kan beskrive det. Det er, som om hun er det indre af mig vendt på vrangen. Blotlagt kød, fritpumpende blodårer, afdækkede knogler. Selv de mest uanseelige små-stødende ord trækker blodspor gennem mine øregange, når de sendes i hendes retning. Et mikroskopisk bidskt blik knuser mine øjenæbler, når det er vendt mod hende. Selv minimale doser af irritation eller utilfredshed er som litervis af ren syre ned gennem mit indre. Uopmærksomhed over for hende flækker mit hjerte på langs og ligegyldighed på tværs.
Jeg har observeret det. Jeg ved, at det er i overkanten. Jeg aner, at jeg må gøre noget ved, at jeg har det, som jeg har det. Tale fornuft til mig selv, tænker jeg. Meditere lidt, kanske? Opsøge en psykolog? »Jeg gør det snart. Lige om lidt!« tænker jeg og tager en måned mere som single.
Maise Njor:
Der er vel altid noget, man ikke bryder sig om ved andre mennesker – også ved ens kæreste. Så hvis man ikke bryder sig om kærestens børn, er det nok forstærkede sider af kæresten. Derfor skal man lige tænke over, om det er den rigtige kæreste, man har valgt.
Når det er sagt, så kender jeg ikke nogen, som siger, at de elsker andres børn lige så meget som deres egne.
Jeg har det modsatte problem: Hvad gør man, hvis man ikke længere er kæreste med manden, men savner hans børn? De har deres far, de har deres mødre, og forældrene har nye kærester, som børnene skal forholde sig til. Det vil sige, at jeg er ret langt nede på listen over folk, de har tid, lyst og overskud til at se, og jeg må kende min plads. Men jeg har en masse minder, som jeg har lyst til at tale med dem om, og jeg har lyst til at få flere minder sammen med dem. Det er en form for sørgmodighed, som jeg ikke kan finde en skuffe til.
Der har da været masser af gange, hvor jeg har været irriteret på dem og har mærket den sære og forbudte fornemmelse af, at hvis ens egne børn havde gjort præcis det samme, så ville irritationen ikke slå nær så voldsomt ud på geigertælleren. Og jeg har af og til følt, at de var en destilleret version af deres fars mest enerverende sider – det er her, man skal minde sig selv om, at børn har ret til at være børn, mens voksne skal forsøge at være – dét.
Børnene har ikke bedt om at få én ind i deres liv, og de har krav på en ordentlig barndom, som ikke skal forpestes af Den Onde Stedmor eller -far. Så man må tage sig sammen – og i øvrigt lade dem have deres forælder i fred nogle gange og lade dem hygge sig i det, der engang var deres »rigtige« familie.
Eventuelt mens man selv foretager sig noget, som gør en glad og overskudsagtig, så man kan komme tilbage og være et ordentligt menneske over for en, som ikke selv har valgt sin familiesammensætning.