Måske stanken kommer fra et af de utallige spisesteder, hvis udslusningsdunst går så langt ind i næserne på hr. og fru København, at de i al deres uopmærksomhed vælger at stille sig ukritisk i kø foran disse madboder.

Man nægter at tro, at de gør det frivilligt.

Her kan man købe en dårlig undskyldning for indisk mad pænt pakket ind i plastik. Er man til det lidt mindre krydrede, byder McDonalds på ligrester af knogle og fedt pakket ind i noget, der ligner brød, og skulle den kulinariske verdenssituation være ved at brase helt sammen, udbyder Syv-Elverens underfundigt kosmopolitiske udstillingsvindue alt fra mexicansk taco over Kinaruller til italiensk pizza. Og er man til dansk spise, serverer de tarmstænger smurt ind i dressing og tre økologiske babybites til 25 kroner.

Læs mange flere klummer af Anders her

Og masserne hober sig op til disse smagsfornøjelser. Danske mænd og kvinder skal ha’ det billige og gode. Såsom den dejlige mad i 7-11:

”To babybites”, lyder det fra en mand i jakkesæt og med smartphone, som foregiver at være vigtig.

”Du kan også vælge vores nye økologiske”, siger den søde rødhårede pige bag disken, man kunne mistænke sig havde en ideologisk øko-agenda. ”De smager bedre”.

”Næh, tak. Jeg skal bare have de almindelige,” svarer forretningsmanden, som foretrækker billig burgris frem for de fritgående.

Jaja, hver sin smag, hvis hans smagsløg da overhovedet eksisterer. Jeg skal sgu ikke nyde noget. Må væk herfra. En time til mit tog kører til Strasbourg. En time til at finde mad.

Men hvad fanden skal man gøre for at få et bare nogenlunde velsmagende måltid? Et bare nogenlunde sundt måltid?

Vælter ud af hovedbanegården. Ser det første spisested. En restaurant med al det pizza du kan æde for 85 kroner. Indenfor æder folk ligefrem det stads. Skyller det ned med en-liters glas fyldt med Squash.

Videre til Vesterbrogade. Kebab? Nej tak. Føtex-bageren? Nej tak. Smagløst smørebrød? Nej tak. Må nå til Værnedamsvej, eneste værn mod andedammens madkultur.

Her er i det mindste en række såkaldt specialbutikker med et solidt udbud af ost, pølser, skinke, vin og noget så sjældent som gode sandwich.Til samme pris som Hovedbanens hundeæde.

Det er egentlig lidt ironisk. På Nørrebrogade ligger et solidt økologisk bageri med samme priser som mange andre middelmådige bagerier. På samme vis koster skodmad ofte det samme som kvalitetsmad. Det er bare, som om mange københavnere har mistet smagsløgene, køber hvad som helst, hvorfor det er en labyrint at finde et anstændigt måltid.

Man skal ikke langt syd eller øst for grænsen for at få et godt måltid mad på nærmeste gadehjørne.

Tag Strasbourg med et rend af cafeer, restauranter, slagterier, osterier, skinkerier, markeder med grøntsager, pølser, olier. Her ligner hver en indkøbsgade Værnedamsvej. Hvad vi kalder specialbutikker, synes bare at være butikker.

Sidst jeg var i Wien spiste jeg Rogan Josh på en indisk restaurant klokken 23 et stykke uden for byen. På samme stille sidegade lå syv andre åbne restauranter, hvor der også var udbud af lokal mad.

På Grand Central Station i New York kan man vælge og vrage mellem anstændige måltider fra alverdens kulturer, og feinschmeckerne kan endda spise østers på restaurant.

Har man bare en smule smagssanser i København, skal man foretage indgående studier for at få god spise.

Men så længe danskerne er blandt dem i Europa, der bruger færrest penge på mad i forhold til indkomst, må vi tage til takke med smagløst, amerikansk fastfood, massehakket burgris fra dansk landbrug og skinkekutternes tarmstænger fyldt op med fedt og smurt ind i dressing med det billigst producerede, hvide brød.

Hvad mener du? Giv din mening til kende her.