Hvad er det med Trump og Putin?

Amerikanske statsmænd har i mere end 70 år opbygget og vedligeholdt en verdensorden, som skulle undgå en gentagelse af Første og Anden Verdenskrigs sammenstød mellem stormagter. Det skulle ske gennem internationale organisationer, aftaler og normer.

Ja, stormagterne var primus inter pares (den første blandt ligemænd), men systemet var bygget op således, at de ikke igen drev verden ud i altødelæggende krige. Med Donald Trump har USA fået en præsident, som er overbevist om, at amerikanske interesser bliver overset i multilaterale organisationer og aftaler. Som verdens eneste supermagt bør USA i Trumps og hans vælgeres optik have mere at skulle have sagt.

Det er i denne magtopfattelse, at vi skal finde årsagen til, at Trump virker mere åben over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, end mange i Washington D.C. og Europa synes er rart.

Så hold igen med konspirationsteorier om honningfælder, eller at det er Putin som bagmanden bag Trumps valgsejr, og at han skylder sin russiske kollega. De deler et traditionelt verdensbillede, som hører mere hjemme i det 19. århundrede end det 21.

Trumps verden

Den linje, som Trump lagde under valgkampen, og som han har fortsat som præsident, er at USAs interesser drukner i multilaterale aftaler. Som den største spiller ved bordet bør USA få mere ud af sine kort. Det gælder handelsaftaler, NATO, og f.eks. klimaaftalen fra Paris og Iran-aftalen. I Trumps optik er USAs økonomiske, politiske og militære overlegenhed blevet spildt, fordi man ikke har brugt det til at presse andre lande til i større grad at makke ret.

Det er netop derfor, vi ser Trump være så meget imod EU. Hvis et samlet EU forhandler med USA om handel, klima eller andet, kan USA ikke trumfe igennem. Hvis det er enkelte medlemslande, USA sidder overfor, så er USA den ubestridt største part ved bordet – en situation, hvor Trump har det bedst. Hvis du har magt, så har du ret.

Dét er grunden til, at han har opfordret til en genoptagelse af Rusland til G8. Vigtigheden af stormagter i Trumps øjne kom til udtryk, da han inden afrejsen til Canada udtalte, at Rusland var nødt til at komme tilbage i G8, fordi: »Det er måske ikke politisk korrekt at sige, men vi har en verden, vi skal lede.« I Trumps verden er stormagterne de centrale, og det er dem, der dikterer vilkårene.

Det er præcis tankegangen om respekt for stormagter, som Rusland har søgt at få accepteret i sit nærområde. Som stormagt har man ret til at søge at sikre sine nationale interesser, og så må andre aktører vige. Her er Trump og Putin enige.

Kort sagt, så mener Trump og hans vælgere, at USA er blevet snydt, fordi man ikke har fået valuta for sin stormagtstatus. Ligesom Vladimir Putin ikke mener, at Rusland har fået valuta og respekt for sin.

En bromance?

Hver gang, Trump og Putin nævnes i samme sætning, begynder folk straks at tale om dem, som en international »bromance«, og Trump som Putins amerikanske nikkedukke. Den måde at tale om det er helt åbenlyst for simpel og dybt unuanceret. Vi kan bl.a. se, at den førte politik ligger i en markant anden retning end den, Rusland håbede ved valget af Donald Trump.

Ja, det står uden tvivl, at Rusland gjorde en stor indsats for at påvirke valget i 2016, men at sige, at Putin fik Trump i Det Hvide Hus er useriøst. Der var mange andre faktorer i spil, som alle sammen bidrog til valgsejren. Rusland er bare blevet en behændig forklaring på, at Hillary Clinton kunne tabe. Det er sådan set også en af de undskyldninger, Hillary Clinton selv fremhæver mest – ud over at det var forhenværende FBI-direktør James Comeys skyld.

Igen unuanceret og forsimplet. Man kunne også foreslå den tidligere kandidat at kigge sig selv i spejlet for at finde en del af forklaringen på nederlaget.

Så er der teorien om, at Trump skulle være faldet i en »honningfælde« som betyder, at den russiske efterretningstjeneste skulle have kompromitterende materiale på ham. Dette er aldrig blevet til andet end rygter, og omfanget af et sådant materiale skulle i givet fald også være ekstraordinært, hvis det skulle få en amerikansk præsident til at makke ret.

Så er der spørgsmålet om økonomiske forbindelser mellem Trump og russiske rigmænd, som skulle give et økonomisk incitament til at gå Ruslands ærinde. Igen er det noget, som ikke er bevist. Der er meget, som virker mistænkeligt, men derfra og til at USAs præsident skulle støtte en fremmed magt, der er altså langt.

Hvis vi ser på den førte politik, har USA faktisk, bag den dundrende retorik, ført en meget traditionel politik. Man har fortsat tilførslen af tropper til Europa, og generelt vist solidaritet med NATO-alliancen – også selv om præsidenten ikke har villet sige det ligeud. Tungt udstyr som kampvogne var ellers blevet trukket ud af Europa som del af en generel nedrustning af amerikanske styrker, men siden 2014 er disse kommet tilbage, og den proces har Trump-administrationen altså fortsat.

Vi har set hårde sanktioner mod Rusland, og en øget hjælp til Ukraines kamp i den østlige del af landet, hvor russiske styrker støtter separatister. Den hjælp som i øjeblikket sendes til Ukraine fra USA, er af en karakter, som Obama-administrationen ikke ville sende af sted.

Trumps retorik har været det forvirrende i billedet af forholdet mellem USA og Rusland, for hvis vi kigger på den førte sikkerhedspolitik, så har amerikanerne ført en hård kurs over for Rusland, faktisk i en
sådan grad, at russerne er blevet gevaldigt skuffet over den præsident, som de håbede kunne bibringe en ny begyndelse i forholdet.

Hvad er vi bange for?

Hvis vi har set en ret hård amerikansk kurs over for Rusland under Trump, hvad er det så, europæiske stats- og regerinsgsledere er nervøse for ved topmødet i Helsinki?

Først og fremmest Trumps retorik, som strider mod den ellers hårde kurs. Senest har præsidenten ikke villet melde klart ud, at Krim-halvøen var ulovligt annekteret af Rusland. Dette er sammenlagt med en virkelig hård og konfrontatorisk kurs over for USAs allierede.

Oven i dette skal lægges den kurs, som præsidenten har lagt for dagen i 2018. Her har vi set en villighed til at gå imod internationale hensyn, som ellers traditionelt har påvirket amerikansk udenrigspolitik, og i stedet primært tage hensyn til de amerikanske kernevælgeres ønsker. Han har i højere grad frigjort sig fra de mere traditionelt orienterede udenrigspolitiske rådgivere som James Mattis, og sågar fyret H.R. McMaster og Rex Tillerson som begge stod for samme traditionelle kurs som Mattis.

Trump har i stedet benhårdt forfulgt sit slogan om »America First«. Det der er anderledes nu er, at der lader til at være en villighed i Det Hvide Hus til at acceptere, at »America First« kan komme til at betyde »America Alone«, og at det er okay, hvis bare de hjemlige vælgeres ønsker og interesser forfølges.

Den mere selvstændige udenrigspolitiske linje fra præsidenten har vi også set i topmødet med Kim Jong-un, som kom på plads udenom den normale bureaukratiske proces, og hvor amerikanske tilsagn blev givet af præsidenten ved det personlige møde. Her må man sige, at Nordkorea fik langt mere ud af topmødet end USA.

Her finder vi næste årsag til bekymring. Hvad kan Trump finde på at give af tilsagn til den russiske præsident, og ikke mindst, hvad får han igen? For at opnå en aftale har præsidenten i forløbet med Nordkorea vist sig at være villig til at give brede tilsagn, og slå det op som en stor sejr. I yderste konsekvens kan man spørge: Er Krim på bordet? Syrien? NATO? Hvis de to herrer skal indgå en aftale, hvad bringer USAs præsident så til bordet? Det ved vi simpelthen ikke, og med den mistillid, som i øjeblikket præger det transatlantiske forhold, har tiden frem til i dag givetvis været meget anstrengt.