Min kollega Søren Frank skrev for nylig en madanmeldelse af Bistro Central, restauratøren Torben Olsens nye bistro på hjørnet af Ny Østergade og Sværtegade, hvor der tidligere lå Café Ze Ze. To beskedne stjerner kunne det blive til de pappede blæksprutter, de lidt for rå skaldyr, den alt for rå pighvar og den overstegte ribeye – blandt andet med den begrundelse, at Doktor Frank kunne have tilberedt alle retterne bedre selv hjemme i køkkenet.

Jeg kender alt for godt den måde at måle et restaurantbesøg på og har selv gjort det i mange år. Når man selv holder af at lave mad og således ikke går på restaurant for »at slippe« for madlavningen, er det frustrerende at få mad serveret, som man selv kan lave bedre.
Jeg vil endda tage det skridtet videre og sige, at det for mig heller ikke er nok at få mad på restaurant, der er lige så god som min egen. For what’s the point? Ikke desto mindre er det ofte tilfældet, når man besøger restauranter i det mellemste prisleje – man sidder der med følelsen af, at de der ovnstegte rodfrugter har Jamie Oliver også lært mig at lave.

Der er derfor kun to veje at gå for mig. Enten at steppe op og spise på Michelin-restauranter og andre madtempler – det har jeg ikke råd til, eller også prioriterer jeg bare førstetryk af gamle John Coltrane-lp’er højere. Eller også må man lede efter den mad, der kræver så meget håndværk, at man som glad amatørkok må overgive sig til de professionelle.

Sushi er et godt eksempel. I 1990erne, da Sticks’n’Sushi og de andre første sushi-restauranter her i landet introducerede sushi for danskerne, blev det kort efter populært at lave det selv. Hva’ faen, bare fordi nogle japanere bruger 20 år på at blive en god sushikok, er det vel ikke sværere, end at man selv kan flikke lidt rå fisk sammen med en rismåtte, lidt tang og en klat klistret ris? Det var 1990ernes oplagte gave-idé at pakke et lille startsæt med rismåtter, wasabi, soya, en pakke »sushiris« og en stak tørret noritang. Selv blev jeg flere gange inviteret hjem til venner, hvor vi skulle sidde og kreere vores egne makiruller og flænse noget dyrt indkøbt laks og tun i småstykker med en døv kniv, mens vi talte om forskellen på sushi og sashimi. Det var ikke lige mig – det mindede lidt for meget om fingermaling i børnehaven. Lige siden har jeg med glæde bestilt sushi ude i byen.

I det hele taget betaler jeg mig helst fra asiatisk mad. Jeg laver en hæderlig nudelsuppe, men mere end en wok er rustet op for mig, og jeg er ofte kommet hjem med en skov af kulørte flasker fra det asiatiske supermarked blot for at erkende, at mine frembringelser mest af alt ligner det, man samler op af en køkkenvask efter at have gjort grøntsager i stand. Det tog mig mange år at erkende, at asiatisk mad slet ikke er så let endda (og at mit madhjerte trods alt nok mest ligger et sted på begge sider af Middelhavet).  Pt. er det Mikkellers ramennudler i Griffenfeldsgade, der hitter hos mig – også fordi man i den lille hule kan opleve et lille stykke Tokyo, der har sneget sig ind på Nørrebro.