Huspriserne er tilbage på niveauet i 2011. Det viser nye tal fra Boligsidens markedsindeks for juli.

Tallene viser, at salgsprisen på villaer og rækkehuse i juli steg med 0,1 procent til en gennemsnitlig salgspris på 11.527 kroner pr. kvadratmeter.

»Huspriserne har spiret længe, men det har været svært at se, om det ville blive til noget for alvor. Nu står villamarkedet så i fuldt flor, og salgsprisen for en gennemsnitsvilla er i dag 1,8 millioner kroner, hvilket er det højeste siden 2011,« siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz, Boligsiden.dk, i en pressemeddelelse.

Fem kommuner havde i juli de højeste salgspriser på villaer siden 2010: København, Tårnby, Hvidovre, Ishøj og Furesø.

De blomstrende villapriser følges af et fortsat fald i den tid, boligerne er til salg. I juli faldt salgstiden for en villa med 2,8 procent, og det tog i gennemsnit 208 dage at få solgt huset.

Også salgsprisen på ejerlejligheder steg i juli måned. Priserne steg med 0,2 procent på landsplan sammenlignet med måneden før, og kvadratmeterprisen lå i juli på 22.017 kroner i gennemsnit på landsplan.

Det er det højeste niveau siden 2010, og Region Hovedstaden topper med en kvadratmeterpris på 25.346 kroner. Men lejlighederne i det midtjyske har også taget et pænt hop med en gennemsnitlig stigning på 3,8 procent i Region Midtjylland.