Huslejen var 3.100 kroner for høj
Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen fik efter en klage til huslejenævnet nedsat deres husleje fra 7.100 til 4.000 kroner. Lejekontrakten var ulovlig, viste det sig.
Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen fik efter en klage til huslejenævnet nedsat deres husleje fra 7.100 til 4.000 kroner. Lejekontrakten var ulovlig, viste det sig.
Den Blå Avis, sommeren 2009: »Pæn, 3-værelses andelsbolig på Nørrebro fremlejes for 7.100 kroner om måneden i to år.«
Sådan så opslaget ud, da Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen, begge 27 år, for tre år siden fandt deres nye lejebolig. De var lykkelige over at blive valgt blandt flere interesserede lejere og studsede ikke nærmere over prisen. Nok virkede det dyrt, men alternativet var, at parret endnu engang skulle bo hos venner og svigerforældre og opmagasinere deres ting i et depotrum, som de havde gjort gennem fire år på det tidspunkt.
»Vi slog til med det samme, da vi fik tilbudt lejligheden, fordi sådanne lejligheder ikke hænger på træerne, og der var mange om budet. Vi stolede på, at prisen stemte nogenlunde overens med den reelle husleje, som udlejeren betalte til andelsforeningen,« siger Liv Sandvad Kudahl.
Efter et halvt år fandt parret dog ud af, at lejligheden blev udlejet på ulovligt grundlag, og at den egentlige husleje lå på 2.500 kroner. Udlejerne havde hverken tjekket foreningens regler eller fortalt bestyrelsen, at lejligheden skulle fremlejes.
»Lige så stille gik det op for os, at kontrakten ikke var helt fin i kanten, og vi kontaktede derfor Københavns Lejerforening. Her tog de sagen op og indbragte den for huslejenævnet, som vurderede, at huslejen var 3.100 kroner for høj og skulle nedsættes til 4.000 kroner,« fortæller Jørgen Lauge Nielsen.
Alt imens sagen blev kørt hos huslejenævnet, havde Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen et par vrede udlejere hængende i røret og på mail.
»De kunne ikke forstå, hvorfor vi havde sagt ja til lejligheden, hvis vi ikke var tilfredse. De sendte sågar en mail, hvor de skrev »we thought you were good people«,« siger Liv Sandvad Kudahl.
Good or bad, Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen holdt fast i deres klage og fik efter knap et år tilbagebetalt det beløb, de havde givet for meget i husleje. Det vil sige et sted mellem 30.000 og 40.000 kroner.
»Vi er selvfølgelig glade for at have fået pengene tilbage, men når det er sagt, synes vi ikke, at lejereglerne er optimale. Oprigtige udlejere fortjener enklere regler for at tjekke den lovlige husleje. Kommende lejere kan i teorien spekulere i at udnytte reglen om, at man kan vente 12 måneder med at klage og derefter være sikret 12 måneders opsigelse,« siger Liv Sandvad Kudahl.
Parret har aldrig mødt deres udlejere, som er bosat i Australien, og det har - ifølge Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen selv - været afgørende for, at de klagede til huslejenævnet.
»Havde vi kendt udlejerne, ville vi formentlig ikke have kørt en sag, men i stedet bidt i det sure æble og glædet os over at bo på en fed adresse i København,« siger Jørgen Lauge Nielsen.
Da klagesagen blev afsluttet for cirka to år siden, stoppede udlejerne med at betale husleje, hvorefter de blev ekskluderet af andelsforeningen.
Det betød, at Liv Sandvad Kudahl og Jørgen Lauge Nielsen kunne lægge billet ind på lejligheden og i dag kan kalde sig andelshavere i den lejlighed, de for tre år siden fandt i Den Blå Avis til 7.100 kroner om måneden.
I dag sidder de til en månedlig husleje på 2.500 kroner.