Det er svært at forestille sig i dag. At musik engang var noget, man lyttede til på ét sted. I lænestolen, i sofaen eller på gulvet, men aldrig i bevægelse. Ikke i toget, ikke på cyklen eller løbeturen.

Insisterede man dengang på at have musikken med sig, var der ikke andet for end at tage kassettebåndoptageren under armen. Men i 1979 ændrede det sig med ét. Med den kongeblå Sony Walkman TPS-L2 kunne man nu lytte til sine bånd alle steder og var samtidig alene med musikken: Hovedtelefonerne med det sorte skum, der hvilede på ørerne, skabte et eget privat rum midt i det offentlige og gjorde samtidig omverdenen til én lang musikvideo.