Uanset, om du gik på universitetet i 00erne og lærte, at alt var en social konstruktion, eller du var ekstatisk boligejer (indtil finanskrisen) og fik lavet nyt køkken og badeværelse med indbyggede spots i loftet, så husker du måske, at vi talte meget om den kreative klasse og en helt ny kreativ økonomi?

I efteråret var jeg til et udmærket seminar på Godsbanen i Aarhus om, hvordan man kan genanvende de funktionstømte industribygninger, der ligger tilbage i midten af mange danske byer. Her lagde moderator ud med at sige, at vi levede i den postindustrielle by, og vi skulle leve af viden, ideer og oplevelser i fremtiden. Industribygningerne kunne derfor med fordel genanvendes til forskellige kreative formål, åbne kontorlandskaber mv.