Det har været en stor beslutning at opgive det pulserende liv i København til fordel for hus og have i forstæderne for Anne-­Sofie og Mads B. Melskens Staberg, som netop er blevet gift.

»Da vi så huset i Skovshoved første gang, sagde jeg til Mads, at jeg gerne ville blive på Østerbro,« fortæller Anne-Sofie Melskens Staberg, som er 29 år og juniorindkøber i Matas.

Det var 1. oktober. På det tidspunkt var parret, der har været sammen i seks år, næsten lige kommet hjem efter at have boet i Frankrig i ni måneder.

»Jeg elskede at være tilbage i København, hvor man kan cykle til alting og er tæt på veninderne,« siger hun.

Men huset på 88 kvadratmeter i to plan et stenkast fra Skovshoved Havn blev ved med at spøge i kulissen.

»Med tanker om at få børn inden for en overskuelig fremtid var det jo et spørgsmål om tid, før lejligheden ville blive for lille,« siger Mads B. Melskens Staberg, som er 31 år, uddannet advokat og i dag rådgiver professionelle sportsudøvere, særligt fodboldspillere.

Han købte taglejligheden på 75 kvadratmeter på Østerbro som et projektsalg i 2012.

»Vi har ingen planer om at få børn lige nu og her. Men når det bliver aktuelt, ville vi måske kunne blive boende i lejligheden i et års tid med et lille barn. Det er trods alt lidt et projekt at skulle op og ned fra femte sal. Der er det fedt med en sandkasse, hvor man lige kan sende børnene ud, mens man laver mad,« supplerer hun.

Flytter syv kilometer

De blev enige om at tage en rundvisning mere.

»Huset tog fusen på os, da vi så det igen, og vi faldt pladask for det. Der er ikke særligt mange huse til salg lige i det område, så det var også et spørgsmål om at slå til, mens det rigtige var der. Og det er trods alt kun omkring syv kilometer fra, hvor vi bor nu, hvilket gør det overskue­ligt at tage ind og mødes med sine venner,« siger Anne-Sofie Melskens Staberg, som er vant til at pendle til Matas-hovedkontoret i Allerød og derfor ikke har haft de store betænkeligheder i den retning.

De overtager huset 1. april og er nu i gang med at sætte lejligheden til salg. Det holder dem ikke vågne om natten, at de har købt uden at få solgt først.

»Man skal aldrig tage noget som en selvfølge. Men som markedet er i København lige nu, skal den nok blive solgt. Da jeg stod på taget af bygningen og skrev under i 2012, kunne jeg ane for mig, at sandsynligheden for at gøre en god investering var til stede. Jeg har samme fornemmelse med huset,« siger Mads B. Melskens Staberg.

Mens en del søger væk fra København for at få flere kvadratmeter, har det ikke været tilfældet for parret.

»Vi sælger til en høj kvadratmeterpris, men vi har faktisk købt til en endnu højere kvadratmeterpris. For os betyder det meget, at huset ligger i et attraktivt område, hvor vi ved, at det er nemt at komme af med igen, hvis vi en dag skal sælge,« siger han.

Selv om huset på papiret kun er 13 kvadratmeter større end lejligheden, er pladsen udnyttet langt bedre. Huset indeholder tre værelser på førstesalen, stue med et stort åbent køkken i stueplan og en overskuelig grund på 183 kvadratmeter med en lille lukket have. Den nye adresse er også tættere på deres forældre, hvilket de ser som et stort plus.