Der findes masser af historier om danske designere, som vokser op i provinsen, bliver uddannet i udlandet og får stor succes. Vibskov f.eks., der voksede op i Silkeborg. Peter Jensen, der voksede op i Løgstør. Der er designerne, der altid har syet, som Mark Domino Kenly Tan, der syede kjoler til de lokale damer i Ry, fra han var 11, og Stine Goya, der syede sit eget tøj, fra fødderne kunne nå symaskinen.

Men når historien om 31-årige Astrid Andersen er særlig interessant, er det, fordi hun ikke bare er historien om at vokse op i Vejle i et kreativt hjem, opdage, at hun kunne noget med design, få succes i London og være ved at få en god forretning ud af sit talent. Nej, det er, fordi hun også er historien om at dyrke en helt ny stil og at få succes med det. Hun sælger i over 40 butikker verden over, fra Japan, Kina og Singapore til Amsterdam, London, Los Angeles og Australien. Hun har tre ansatte, sin egen butik og webbutik. Hun har været nomineret til en British Fashion Award, har vundet et utal af designkonkurrencer og bliver anmeldt af Vogue.com.