Hun mærkede det fra barnsben. Scenen var hendes legeplads. Her kunne hun ubesværet indtage forskellige roller. Lege med udtrykket.
Musikaliteten fik hun hjemmefra. At optræde var naturligt i hjemmet. Mor var operasangerinde og far komponist. 2. maj fylder hun 30 år, men kreativiteten i Nanna Øland Fabricius’ familie går helt tilbage til hendes tipoldefar, præsten og forfatteren Otto Fabricius, der skrev bogen »Fauna Groenlandica« om det arktiske dyreliv. Et værk, hun under kunstnernavnet Oh Land senere navngav sit debutalbum efter.
Det var derfor ikke underligt, at hun ville være noget ved musikken. Og poppen blev Nanna Ølands metier. Her fandt hun sit kald. Men den var egentlig hendes plan B. I første omgang var det ballettens bonede gulve, der trak.
Hun studerede ved den kongelige danske og svenske balletskole. Men en slem rygskade fik drømmen til at briste. Musikken blev et alternativ. Held i uheld.
I 2009 udgav hun sin debut »Fauna« på selskabet Fake Diamond. Her sprang hun ud som musikalsk gør-det-selv kvinde. Hun skrev, spillede og producerede størstedelen selv.
Talentet for kløgtig electropop var uomtvisteligt og sangen »Audition Day« blev ugens uundgåelige på P3. En amerikansk repræsentant fra pladegiganten Epic Records hørte en koncert, og tilbød Oh Land en stor kontrakt.
Herefter gik hun all in på popdrømmen og i 2011 flyttede hun til New York. Her optrådte hun med nummeret »Sun Of A Gun« fra hendes selvbetitlede andet album i The Late Show, hvor den smukke sangerinde tydeligvis imponerede talkshowlegenden David Letterman.
Hun fik faktisk gamle, dameglade Dave til at rødme.
Nummeret »White Nights« blev et hit efter at en deltager i årets udgave af X-Factor optrådte med det. Siden blev det også brugt i de amerikanske TV-serier »Girls« og »Gossip Girl«.
Hun samarbejdede med hitmaskinen Pharell Williams. Den internationale popkarriere lå for Oh Lands fødder. Men hun ville selv bestemme.
Så da Epic bad hende om at gøre sit nye materiale mere radiovenligt, afslog hun. Det kostede den store kontrakt. Men Nanna Øland vendte tilbage til udgangspunktet.
I 2013 udgav hun albummet »Wish Bone« på eget selskab. I 2014 fulgte »Earth Sick«. Et begivenhedsrigt år for Oh Land, da hun her også sprang ud som coach i TV 2s talentkonkurrence »Voice Junior« og skuespillerdebuterede i Kristian Levrings western »The Salvation« side om side med Mads Mikkelsen og Mikael Persbrandt.
Privat danner hun par med billedkunstneren Eske Kath, hendes livs kærlighed, som hun ægtede i 2013.
Og den store popdrøm lever skam stadig. Men den bliver udlevet på hendes egne præmisser. For Oh Land er det nemlig mest vigtigt, at poppen også er kunst.