I Karakum-ørkenen i Turkmenistan kan man kigge lige ned i helvede. Sådan ser det i hvert fald ud, når man står på kanten af Derweze-krateret, hvor der brænder store mængder naturgas, mudderet koger og orange flammer lyser himlen op.

Helvedeshullet opstod, da sovjetiske forskere borede i en grotte for at udvinde naturgas i 1971. Grottens vægge kollapsede og efterlod det frygtindgydende krater, man kan se i dag. Under sammenstyrtningen blev der frigjort store mængder metangas, som man regnede med kunne brændes af i løbet af et par uger, men som stadig brænder i dag, 43 år efter.

De lokale har givet krateret navnet »Døren til Helvede«, hvilket er forståeligt når man ser det 70 meter brede og 20 meter dybe hul, der ligger i et af verdens største gasreserver.

Turkmenistan, der ligger mellem Kasakstan og Usbekistan, står sjældent på turisternes rejseplan. Kun omkring 13.000 turister kommer til landet hvert år, men det skal Derweze-krateret ændre på, når området er gjort klar til at kunne fungere som turistattraktion. Som det er nu, mangler der at blive anlagt veje dertil, og der ingen afskærmning omkring det kæmpemæssige ildspyende hul.

Det nationale turistbureau mener, at det interessante fænomen vil kunne tiltrække alle slags turister, fra naturinteresserede familier på bilferie til ekstremsportsudøvere.