Over for en forsamling af CDU-vælgere i Stralsund gjorde kansler Angela Merkel forrige søndag op med »små grupper i vores samfund«, som »tager sig retten til at definere, hvem folket er«. Hun understregede, at det tyske folk er »enhver, der lever i dette land«.
Den bemærkning har potentiale til at forfølge hende resten af den lange tyske valgkamp på samme måde som »vi klarer den«. For hvordan skal det gøres, og hvem er »vi«?
Merkels definition blev imødegået af Alternative für Deutschland, AfDs, Frauke Petry, som sagde, at kansleren beskrev det tyske folk som »en tilfældig samling mennesker på et bestemt territorium«. Også CDUs højrefløj reagerede, og forfatningseksperter gjorde opmærksom på, at udtalelsen ikke var i overensstemmelse med den tyske grundlov. Lovens artikel 20 definerer nemlig det tyske folk som det politiske fællesskab af statsborgere, der har stemme- og valgret, dvs. som det demos, der er kilden til statens lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Ved at gøre »folket« ensbetydende med »befolkningen« lagde Merkel således ikke alene afstand til fortidens tvivlsomme rent kulturelt-etniske definition af, hvad det vil sige at være tysker, men distancerede sig samtidig fra den politisk og juridisk korrekte forståelse i nutiden. Begrebet befolkning skelner jo ikke mellem tyske statsborgere, udenlandske statsborgere, udlændinge på tålt ophold, asylansøgere og migranter med midlertidig opholdstilladelse.
Merkels bemærkning afspejler det problem, som Tyskland har stået med siden krigen: Hvordan kan man være tysker uden en historie og en kultur og uden en forestilling om et folk?
Indtil for nylig mente mange politikere, at problemet blev løst ved at koble tysk identitet sammen med fortællingen om EU. Men den fortælling er brudt sammen med EUs krise.
En anden fortælling handlede om tysk teknologi. For et par år siden blev Angela Merkel spurgt om, hvad hun forbandt med Tyskland. »Lufttætte vinduer,« lød svaret. Efter skandalen med Volkswagens svindel med tal på udledningsgasser er også den teknologiske fortælling kriseramt.
Ingen af fortællingerne var dog meningsfulde for hverken tyskere eller ikke-tyskere. De skabte ikke sammenhold og hjemfølelse i det velbyggede tyske hus. Men af lutter skræk for fortidens spøgelser undlod efterkrigsgenerationen af tyske politikere at tale om folket eller Tysklands historiske og kulturelle værdier.
»Et land har brug for noget, som folk kan samles om,« skriver den syrisk-tyske lærer Lamyar Kaddor i bogen »Die Zerreißprobe. Wie die Angst vor dem Fremden unsere Demokratie bedroht« (2016). Hun mener, at folk kun forstår et land, når de føler sig forbundet med det, og hun spørger: Hvor realistisk er det at kræve af nytilkomne, at de knytter sig til Tyskland, hvis det tyske hjem ikke har et hjerte, som selv de indfødte må føle noget for? Og hvad er det for værdier, som skal »klare« integrationen af millioner af indvandrere, efterkommere og flygtninge? Ja, hvem er »vi«?
Michael Böss er samfundsforsker og historiker.