Efter fyringsrunde på fyringsrunde vender Region Hovedstaden nu skuden. Et bredt flertal i regionsrådet er torsdag nået frem til budgetaftalen for 2013, der blandt andet indebærer, at man opretter 500 nye årsværk på tværs af regionen.

Socialdemokraternes budgetordfører, Thor Buch Grønlykke, betegner budgettet som det bedste i nyere tid.

- Vi har jo været igennem en årelang tilpasningsproces, hvor vi blandt andet har nedlagt afdelinger og samlet funktioner på sygehusene. Efter alle de omstillinger og sparerunder har vi nu fået luft til at kigge fremad igen, siger han Berlingske Nyhedsbureau.

De 500 nye stillinger er fordelt på en række områder. Blandt andet skal der ansættes flere medarbejdere på skadestuerne og i kræftbehandlingen, ligesom en styrket uddannelsesindsats vil kaste et antal arbejdspladser af sig.

- Vi har også afsat 63 millioner kroner til psykiatrien og 50 millioner til indsatsen over for de svageste grupper. Der vil vi uden tvivl også få brug for flere folk, siger Thor Buch Grønlykke.

Foruden Socialdemokraterne står SF, Radikale, Enhedslisten og Venstre bag aftalen sammen med regionsrådets to løsgængere. Gruppeformand Bent Larsen fra Venstre er især tilfreds med den fornyede satsning på erhverv, uddannelse, forskning og innovation.

- Vi havde også håbet på at få etableret et hospice på Bornholm, og så er vi kede af, at flertallet ikke vil være med til at fastholde ventetidsgarantien på 30 dage. Men alt i alt er det en god aftale, siger han.

De Konservative og Dansk Folkeparti er som de eneste partier ikke med i aftalen. Budgettet på i alt 38,5 milliarder kroner ventes vedtaget 25. september.