Alle medierne og meningsmålingsinstitutterne i Storbritannien havde dømt dødt løb mellem de to store britiske partier, Labour og de konservative. Og så tog de alle sammen fejl – både medierne og meningsmålingsinstitutterne. Der var mange tabere ved det britiske valg. Medierne og meningsmålingerne er bestemt blandt de største. Præcis som i 1992, hvor alle også tog fejl, og det lykkedes den konservative John Major at banke Labours daværende formand, Neil Kinnock. Efternavnet er bekendt for de fleste, som har læst om den danske statsministers mand, og hans valg til det britiske parlament. Meningsmålingsinstitutternes organisation i Storbritannien har hurtigt besluttet at tage konsekvensen af fadæsen med deres fejlslagne meningsmålinger og lader en uvildig, højt respekteret ekspert om at gennemgå beregningsmetoderne. Det skete også efter valget i 1992, hvor en række af de nuværende målemetoder blev bygget op til erstatning for gamle, som slog fejl. Hvad der til gengæld bliver eftertanken på et kæmpe tab af troværdighed i de britiske medier, det ved vi ikke endnu. De britiske medier – særligt aviserne – synes i valgkampen fuldstændig at have glemt princippet om adskillelse af nyhedsdækning og holdninger. Mediernes stærke indflydelse på valgresultatet karakteriseres som en helt ulige fem mod en kamp for Labour.
Den kontroversielle mediekonge, Rupert Murdoch, som trods News of the World-aflytningsskandalen stadig er den største udgiver af aviser i Storbritannien og ejer af den kontrollerende aktiepost i landets største TV-kanal målt på omsætning, BSkyB, har stadig masser af magt til gennem sine medier at støtte eller bekæmpe politikere. Han havde denne gang rettet kanonen på lederplads og på bastante forsider af sine indflydelsesrige aviser, The Sun og The Times, mod Labour-leder Ed Miliband. Daily Mail fulgte efter med artikler, der bedst kan betegnes som forsøg på karaktermord rettet mod Miliband. Daily Telegraph blev under valgkampen afsløret i forsider direkte fodret fra de konservatives partihovedkvarter, og medarbejderne på Independent oplevede et diktat fra deres rige russiskfødte ejer, Evgeny Lebedev, om at støtte den konservative/liberale koalition. Forskere ved Media Standards Trust, en britisk tænketank, har fundet frem til, at 95 procent af de ledende artikler i Rupert Murdochs The Sun var anti-Labour. Samme tænketank har også set på lederartikler på tværs af alle de nationale aviser. Det samlede antal pro-konservative ledere (217) var mere end dobbelt så stort som antallet af pro-Labour ledere (87). Murdoch siges at have skældt journalister på The Sun ud for ikke at gøre nok for at forhindre, at Labour kunne vinde valget. Miliband har ved en tidligere lejlighed sagt, at han ville gribe ind over for medieejerkoncentrationen i landet og dermed den mængde medieudgivelser, der bla. ejes af Murdoch. Nu er Miliband historie som formand for Labour. Det samme er sikkert medieejerkoncentrationslovgivningen. Det interessante ved det britiske valg er, at de sociale medier overhovedet ikke kom til at spille nogen rolle i valgkampen. At det var »De gamle medier«, der løb af med kampen om dagsordenen og meningspåvirkningen. Til gengæld blev ikke så få principper om adskillelse af »news and views« smidt over bord.