Siden februar 2016 har venner, bekendte, familie og andre kunnet ringe til en national hotline, hvis de var bekymrede for, at en person er i risiko for at blive radikaliseret.

Den mulighed er blevet benyttet 61 gange i løbet af de første 12 måneder, hotlinen har været åben.

Det oplyser Københavns Kommune, der sammen med Aarhus Kommune og Østjyllands Politi driver hotlinen.

Mere bestemt er det antiradikaliseringsenheden i Københavns Kommune, Vink, der sammen med politi fra Østjylland og personale fra Aarhus Kommune bemander telefonen.

De har sendt 27 af de 61 henvendelser videre til lokale infohuse ude i kommunerne til videre opfølgning.

- I den sidste ende kan det have dramatiske konsekvenser for både den enkelte og samfundet, hvis den unge bliver radikaliseret, siger Anna Mee Allerslev (R), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

- Derfor har vi brug for hjælp fra forældre, lærere og andre, som opdager, at en ung er på vej i en forkert retning. De skal straks ringe til vores erfarne personale, så vi får taget hånd om situationen.

I telefonlinjens første seks måneder modtog den 31 henvendelser. Indsatsen er en del af satspuljeaftalen fra 2015.

/ritzau/