Det går godt for Den Hvide Dame på Kongens Nytorv. Indtjeningen vokser kraftigt, og der er positive forventninger til fremtiden. Hotellet offentliggør ikke omsætningstal, men regnskabet viser, at bruttofortjenesten er steget med over 20 pct. til 111 mio. kr. fra 2015 til 2016, og at driftsindtjeningen er fordoblet fra 15 mio. kr. til 33 mio. kr. i samme periode.
Fremgangen skyldes ifølge regnskabet både vækst i omsætningen og maksimering af effektiviteten i visse dele af forretningen. Selv betegner ledelsen 2016 som »et fremragende år« for hotellet, som også huser Michelin-restauranten Marchal, der har en enkelt Michelin-stjerne. Hotellet har fået ros af Travel Media, og det nye koncept, d'Angleterre Creations, som er levering af blomsterarrangementer ud af huset, er blevet godt modtaget med positive resultater, fremgår det.
