Det ser ud til, at kvinder, der har svært ved at få børn, skal holde sig fra behandling med hormonet progesteron.

Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at der er omkring fem gange så høj risiko for, at børn udvikler bestemte typer af kræft i blodet eller nervesystemet, hvis moren er blevet behandlet med progesteron - en populær hormonbehandling til barnløse kvinder. Derudover stiger risikoen i takt med, hvor mange gange kvinden har fået hormonet.

Ph.d. og kræftforsker ved Kræftens Bekæmpelse Marie Hargreave, der har stået i spidsen for undersøgelsen, ser den nye viden som en vigtig brik, der kan være med til at få løst mysteriet om, hvorfor børn får kræft.

»Et specifikt hormon ser ud til at kunne øge risikoen for to specifikke typer af børnecancer ret markant. Og man kender ikke årsagerne til børnecancer, så det er et ret stort fund,« siger Marie Hargreave.

Forskerholdet har undersøgt flere forskellige hormonbehandlinger, men har kun set øget risiko for to specifikke kræfttyper ved dette ene hormon. Og selv om man ikke kan konkludere, at hormonet decideret er skyld i børnekræft, er forskningen vigtig.

Ifølge kræftforskeren giver det nemlig grund til at overveje om ikke, man skulle finde et andet hormon end progesteron til behandling af barnløshed hos kvinder.

»Vores studie skal selvfølgelig tages med, når fertilitetsbehandlinger vurderes for at se, om vi eventuelt kan bruge et andet præparat eller gøre noget på en anden måde, så vi ikke behøver det her hormon,« siger Marie Hargreave.

Forskeren understreger dog, at kræft hos børn er så sjældent, at kvinder ikke behøver at være bange for fertilitetsbehandling.

»Kvinder behøver ikke at være bekymrede for at få fertilitetsbehandlinger, både fordi børnecancer er meget, meget sjældent, og fordi vi ikke fandt en øget risiko for alle typer behandling,« siger Marie Hargreave.

Undersøgelsen bygger på data fra 123.000 børn født fra 1964 til 2006 af mødre, som har haft fertilitetsproblemer.