Hvad er hemmeligheden bag en succes i Golfklassen? Klassens navngiver løser opgaven ved at levere et næsten usandsynlig højt teknisk bundniveau – pakket i et design, som ingen rigtig kan have noget imod. Nissan har helt droppet klassen og har i stedet skabt en parallelsucces med Qashqai. Opel har angrebet Golfen lige på med et lige så højt teknologisk bundniveau og et anderledes, men stadigvæk afdæmpet design. Citroën har med C4 Cactus lavet en distinkt fransk bil med simple og billige løsninger. Det betyder en bil til en giftig pris svøbt i et markant design, til de kunder der ikke insisterer på en million assistentsystemer og et biograflærred af en fladskærm i kabinen.
Honda har med Civic haft moderat succes i Europa, og de har valgt deres egne veje med et meget outreret design og nogle lidt træge motorer. Men med lanceringen af den nye Civic får vi fornøjelsen af et par fremragende nye turbobenzinmotorer, samtidig med at de holder fast i strategien om at skille sig ud. Det første er fremragende, mens Honda i min optik er gået en anelse for langt med det andet.