Regeringerne i Holland og Australien vil formelt holde den russisk stat ansvarlig for nedskydningen af flyet MH17 i 2014. Det skriver den hollandske regering i en udtalelse fredag.

Udtalelsen fra de to regeringer falder, efter at en international undersøgelse af flyets skæbne blev fremlagt torsdag.

Efterforskerne er kommet frem til »den konklusion, at missilsystemet Buk-Telar, som nedskød MH17, kom fra den 53. antiluftskytsbrigade i Kursk i Rusland«.

»Den 53. brigade er del af Ruslands væbnede styrker,« siger hollænderen Wilbert Paulissen fra efterforskningsholdet på en pressekonference i Holland.

Passagerflyet fra Malaysia Airlines blev skudt ned i 2014 over det østlige Ukraine, hvor en konflikt udspillede sig. Alle 298 om bord på flyet mistede livet, da flyet blev skudt ned.

Af de 298 ofre på flyet var hovedparten hollændere.

»Det er en kompleks juridisk proces at holde et land ansvarligt,« skriver den hollandske regering i sin udtalelse.

»Holland og Australien har i dag (torsdag, red.) bedt Rusland om at deltage i en dialog, så der kan frembringes en løsning, som yder retfærdighed for de enorme smerter og skader forårsaget af nedskydningen af flyet MH17.«

Ifølge nyhedsbureauet AP vil Holland forsøge at få gjort Rusland juridisk ansvarlig for nedskydningen.

I Rusland giver udenrigsministeriet ikke meget for den internationale undersøgelse. De kalder undersøgelsens udlægning »beklagelig« og en teori.

»Det er en sag af grundløse anklager med det formål at diskreditere vores land i det internationale samfunds øjne.«

Udenrigsministeriet skriver videre, at der er ubesvarede spørgsmål om undersøgelsens motivation.

Den hollandske udenrigsminister, Stef Blok, siger fredag, at Rusland ikke været samarbejdsvillig »overhovedet«.

/ritzau/Reuters