Fem år efter sin officielle pensionering og sin velbesøgte aftrædelsesforelæsning ankommer Holger Bech Nielsen stadig næsten hver dag til sit kontor på Niels Bohr Institutet, når han da ikke lige er ude i landet for at holde foredrag for danskerne. Eller helt ude af landet for at mødes med andre fysikere i superligaen, deroppe hvor man lægger navn til helt grundlæggende teorier om universet.

Også som professor emeritus kan Bech Nielsen trække fulde huse til sine foredrag under Kulturnatten, hvor københavnerne står i kø langt ned ad Blegdamsvej for at høre om en videnskab, som vi ikke har en jordisk chance for at forstå. I hvert fald ikke med hjernen, men Bech Nielsens smittende begejstring får os til at forstå med hjertet, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvordan verden hænger sammen.

Hvordan Bech Nielsen hænger sammen kan også virke som en gåde, men han er netop drevet af en umættelig trang til at udvide vores forståelse af den fysiske verden. Han har således i mange år været en drivkraft bag konferencen »På den anden side af standardmodellen«, der er en slags Alice i Eventyrland for teoretiske fysikere.

Bech Nielsen fremsætter gerne vilde fysikteorier, som han knap nok selv tror på, men som er matematisk bundsolide og svære at modbevise. Det gælder f.eks. teorien om, at den berømte Higgs-partikel rejste tilbage i tiden for at forhindre sin egen opdagelse. Ikke engang Bech Nielsen selv troede på den idé, ligesom han også forlængst har forladt sin egen verdenskendte superstrengsteori om universet. Men vi kommer kun videre »hvis vi tør tænke det utænkelige«, siger han.

Som ægte videnskabsmand er der dog én ting, der kan gøre ham endnu mere opstemt end at få en ny ide. Og det er når hans ideer bliver modbevist, fordi det giver anledning til at tænke om igen og dermed komme endnu tættere på at forstå verden.

I hans seneste videnskabelige artikel, der blev afleveret så sent som i maj i år, har Bech Nielsen for et par uger siden måttet tilføje nogle rettelser, fordi »F(750) er død«.

F(750) er en besynderlig og helt igennem teoretisk partikel, som man anede glimtvis i måleresultater fra forsøg i den store partikelaccelerator i CERN. Da man gik målrettet på jagt efter partiklen, forsvandt den ud i ingenting. Den viste sig at være statistisk støj.

Da havde Bech Nielsen selvfølgelig allerede dannet teorier ud fra muligheden af, at der fandtes en sådan F(750)-partikel. Og man kan næsten høre ham reagere på dens død med sin karakteristiske og let bedagede høj-frederikbergske intonation, der går så godt til signatur-butterflyen: »Åh, men NU bliver det jo MAADET interessant ...«.

Det er hans catch-phrase, når en journalist prøver at få et konkret og forståeligt svar på et spørgsmål om fysik. Den sætning indleder uvægerligt en begejstret og højenergisk tour-de-force ind i fysikkens verden, hvor avispapiret desværre for at formidle retfærdigt mangler de Bech Nielsenske armbevægelser, den smittende latter og muligheden for at skrue op med ca. 20 decibel- og charmepoint.

Men så er det bare at tjekke programmet for nærmeste foredragssal, hvis man vil have et skud smittende og uforståelig videnskab af Danmarks bedste standup-fysiker.