For nøjagtigt et år siden gik de i krig mod terrororganisationen Islamisk Stat i Mosul side om side. Kurderne, den irakiske hær og de iranskstøttede shiamilitser.

Nu står de overfor hinanden ved bygrænsen til Kirkuk, som fjender.

Kurdiske Peshmergasoldater forskanser sig i byen og forbereder sig på, at shiamilitserne og resten af den irakiske hær, sætter en offensiv i gang.

Shiamilitserne, som regeringen i Bagdad gjorde til en integreret del af den irakiske hær under slaget mod IS i Mosul, truer med at gå i krig mod de kurdiske soldater. Og Irak står på tærsklen til en borgerkrig, som hverken regeringen i Bagdad eller kurderne kan vinde.

I 2014 rømmede de irakiske soldater byen, da Islamisk Stat var på fremmarch. I stedet var det de kurdiske Peshmergasoldater, der forhindrede Islamisk Stats jihadister i at erobre byen og de strategiske oliefelter i området. I dag kræver den irakiske regering, at Kirkuk igen kommer under Bagdads kontrol. Men den kurdiske ledelse, der gennem de seneste år har ofret mange af sine soldater på at forsvare den strategiske by, nægter at rømme Kirkuk. Den kurdiske ledelse anser Kirkuk for at være en del af irakisk Kurdistan, og da kurderne for nylig gik til folkeafstemning om løsrivelse fra Irak, blev der også stemt for løsrivelse i Kirkuk, hvor størstedelen af befolkningen er kurdere.

På den måde har Kirkuk afløst Mosul som Iraks mest anspændte by.

Sådan er situationsbilledet i Irak, efter at IS-jihadisterne er ved at være fordrevet. Nu åbner de gamle sår sig igen. De sekteriske spændinger flytter sig fra IS til kurderne. Medlemmerne af de berygtede shiamilitser brænder nu kurdiske flag af i stedet for IS-flag. De kurdiske soldater, der for kort tid siden blev kaldt for helte i kampen mod IS, er nu gjort til »araberhadere«.

Og siden den kurdiske folkeafstemning om uafhængighed fra Irak 25. september har Iraks kurdiske befolkning overtaget rollen som den største trussel mod regeringen i Bagdad.

Folkeafstemningen har fået regeringen til at straffe det kurdiske autonomiområde ved at spærre luftrummet over irakisk Kurdistan. Men er Bagdad virkelig villig til at sende sine tropper i kamp mod de Peshmergasoldater, som i løbet af de seneste tre år er blevet trænet af vestlige lande, og som i dag råder over langt mere avancerede våben end i 2014? Spørgsmålet er, om regeringen i Bagdad bluffer, når den truer med militær aktion mod kurderne, eller om den er parat til at risikere en borgerkig på at belære kurderne om, at de hverken skal forvente løsrivelse fra Irak eller herredømme over Kirkuk.

Svaret er, at regeringen i Bagdad ikke bluffer. Den er parat til at gå i krig mod kurderne i Kirkuk for at få dem til at makke ret og droppe ideen om løsrivelse fra Irak. Eller rettere, situationen er, at de iranskstøttede shiamilitser er parate til at føre denne krig, mens den irakiske regerings ledelse tøver.

Shiamilitserne fører en iransk dagsorden på irakisk jord. Og for Iran handler det om to ting i øjeblikket. Den ene er at øge iransk indflydelse i Irak og Syrien så meget som muligt. Og den anden er at forhindre oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat, der vil være en naturlig allieret af Irans hovedfjender, USA og Israel, og som endda har favorable olieindtægter fra Kirkuk-området.

Iran er villig til at værne om sine interesser med drastiske midler. Dels fordi der er meget på spil for Iran, og dels fordi eventuelle slag vil blive udkæmpet uden for Iran. Derfor presser Iran den irakiske regering til at hæve pisken over for kurderne. Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, synes at foretrække en forhandlet løsning med den kurdiske ledelse og ikke et militært eventyr i Kirkuk, som kan antænde en borgerkrig. Men ligesom kurderne, der føler, at sejren over Islamisk Stat har skabt momentum for kurdisk løsrivelse, ved Haider al-Abadi, at det eneste kort, han har på hånden over for kurderne, er at sætte hårdt mod hårdt. For hvis regeringen i Bagdad giver op, og kurderne vinder herredømmet over Kirkuk og løsriver sig fra Irak, vil Irak for alvor begynde at smuldre som suveræn stat.

Derfor bruger den irakiske regering sin militære mobilisering omkring Kirkuk til at lægge mest muligt pres på den kurdiske ledelse. Men målet er at finde en løsning uden at bruge militær magt. Regeringen i Bagdad ved, at størstedelen af lokalbefolkningen i Kirkuk sympatiserer med den kurdiske ledelse, og en voldelig magtovertagelse vil blive mødt med fjendskab nu og fremover. Den ved også, at den kurdiske ledelse er villig til at forhandle for at få lempet de nyligt indførte begrænsninger af flytrafikken til og fra irakisk Kurdistan.

Det betyder, at både den kurdiske ledelse og regeringen i Bagdad har noget at vinde ved at forhandle sig til en løsning som kan accepteres af begge parter. En løsning, der eksempelvis kan give både kurdere og Bagdadregeringen fælles magt over Kirkuk, og som begge parter herefter kan fremvise som en diplomatisk sejr.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten