Højskolernes grand old man: »Dagens ungdom går ud i verden med et spyd i ryggen«

Jørgen Carlsen er fuld af begejstring, når han snakker om ungdommen.

De er motiverede. De er initiativrige. De prioriterer fællesskab, og de er åbne over for verden.

I 31 år har 67-årige Jørgen Carlsen været forstander på Testrup Højskole og set utallige unge blive voksne.

Når forstanderen sammenligner nutidens unge med de generationer, der kom før dem, er der langt flere lighedspunkter end forskelle. Alligevel lever dagens ungdom under andre betingelser.

»For dagens ungdom går ud i verden med et spyd i ryggen,« siger han.

Samfundet har nemlig svigtet de unge. Eller konkurrencestaten har, mener han.

De unge bliver skyndt på konstant. De skal skynde sig at vælge uddannelse. Skynde sig at færdiggøre den. Skynde sig at blive samfundsborgere. Skynde sig at få et job. Skynde sig at bidrage til væksten i det danske bruttonationalprodukt.

»Alle de uddannelsesreformer, vi fører igennem, har den stik modsatte effekt, end hvad hensigten egentlig var. De unge tillægger nu deres valg af uddannelse så meget alvor, at de konstant er i tvivl. Mange unge kører rundt og rundt i rundkørslen. De tør ikke tage en frakørsel, fordi samfundet nu er indrettet sådan, at de ikke kan fortryde og skifte retning,« siger han.

Når Jørgen Carlsen tænker tilbage på sin egen ungdom, husker han ingen nervøsitet over sit studievalg, der endte med idehistorie.

»Da jeg blev student i 68, oplevede jeg ikke, at samfundet ville noget med mig. Der var intet, jeg skulle leve op til. Jeg kunne sådan set granske mig selv og tage mig tid. Nu er det helt tydeligt, at samfundet har en agenda med de unge. Det formuleres ikke i hver enkelt persons tilfælde, men agendaen ligger som et præstationspres fra oven.«

Når Jørgen Carlsen ser på sine gamle venner fra studietiden, er der et klart mønster: Langt de fleste er endt helt andre steder, end de startede. For hvordan bliver man sikker på sit valg?

»Det skaber en diffus frustration i mange unge, at de skal være helt sikre på deres valg.  Det er ikke en frustration, der hænger sammen med, at de unge ikke har nogen talenter. Det hænger sammen med, at de har talenter i flere retninger. Nogen viger tilbage med at træffe den endelige beslutning, for så snart de har taget den, fravælger man alt andet,« siger Jørgen Carlsen.

Curlede unge er sjældne

Ungdommen i dag er pressede. Ikke forkælede. Derfor forstår Jørgen Carlsen ikke debatten om curlingbørn og deres curlingforældre, der med jævne mellemrum florerer i den offentlige debat.

Hvis det med begrebet menes forældre, der ringer til Roskilde Festival og brokker sig over faciliteterne på deres børns vegne, er de heldigvis sjældne, mener Jørgen Carlsen og kan kun komme i tanke om ét tilfælde på Testrup Højskole, hvor moren til en elev var “lidt emsig”.

Ekstreme eksempler findes naturligvis. Forstanderen tror det skyldes, forældregeneration rykker tættere på ungdommen.

»Forældre vil ikke være gamle. De klæder sig som de unge og tager også på Roskilde Festival som de unge. De vil være deres børns venner, hvilket gør det svært for børnene at støde fra. De bliver omklamret i sådan en grad, at de har svært ved at vikle sig ud af forældrenes favntag. Det er ikke tilfældet for alle, og det er ikke tilfældet for de fleste, men det er tilfældet for nogen,« siger Jørgen Carlsen.

Unge i dag bliver voksne i en bedre verden

Trods pres, reformer og klæbrige forældre bliver unge i dag voksne i en verden, der aldrig har været bedre, mener Jørgen Carlsen.

For selvom man i øjeblikket snakker i dommedagsprofetier: Gældskrise, flygtningestrøm, Brexit og Trump, så er verden objektivt set et bedre sted at være, end det nogensinde har været.

Verden ligger mere åben for nutidens unge. Flere rejser ud af landet, og flere bliver orienterede. Det giver en anden dynamik i samfundet og nye muligheder for at udvikle sig som menneske.

Det skal de unge huskes på.

»Det mest fantastiske ved ungdommen er, at den er ikke mismodig. Unge har et gåpåmod og en vitalitet. Det er dem, der har holdt mig på forstander-pinden så længe. Hvis ungdommen først begynder at miste modet, er fanden løs. Det er der heldigvis intet, der tyder på. Men derfor skal vi stadig passe på ikke at tale dunder hele tiden og bringe de unge i alarmeret tilstand. Vi skal hjælpe dem med at holde modet.«