Vi betaler alt for meget i skat. Her er hundekoldt. Og vores kultur og mentalitet er ikke noget at prale af.
En ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Dansk Industri viser, at et højt dansk skattetryk afskrækker udlændinge fra at slå sig ned i Danmark for at bo og arbejde. Godt 76 pct. af de adspurgte mener, at skatten gør Danmark til et mindre attraktivt sted. Også den danske kultur og mentalitet og de fysiske rammer som f.eks. vejret holder udlændinge væk fra Danmark.
I alt 1.237 udlandsdanskere har svaret på spørgsmålene i undersøgelsen ud fra bl.a. deres udenlandske kollegers syn på Danmark.
Neeni Rasool, der er sociolog fra DPU ved Aarhus Universitet og har beskæftiget sig indgående med udenlandsk arbejdskraft i Danmark, bekræfter, at høj skat og dansk mentalitet er parametre, der får udlændinge til at vælge Danmark fra i jagten på et godt job.
»Det kan ikke betale sig for mange udlændinge at komme til Danmark, fordi skatten er høj, og fordi her samtidig er så dyrt at leve. Man kommer jo også til Danmark for at tjene penge,« siger hun.
Direktør Tine Roed fra DI kalder det »meget alvorligt«, at det danske skattetryk holder udlændinge væk fra Danmark.
»Vi er i en international konkurrencesituation, og virksomhederne har brug for de bedste eksperter, der kommer med en anden viden og med et nyt perspektiv. Jo flere udlændinge, vi kan tiltrække, jo mere velstående bliver vi,« siger Tine Roed.
Hun mener, at regeringen i den kommende skattereform skal sænke topskatten for at kunne tiltrække flere udlændinge, der kan bidrage med vækst i virksomhederne og dermed velfærd i Danmark.
Lavere skat vil tiltrække flere
Målet er at nå ned på en øverste marginalskat på 42 pct. inklusive arbejdsmarkedsbidrag, som det er tilfældet i f.eks. USA og England.
Ifølge Jan Rose Skaksen, professor på Copenhagen Business School og tidligere økonomisk vismand, er det ikke overraskende, at skattetrykket afskrækker udlændinge fra at slå sig ned i Danmark.
»De tænker selvfølgelig på, hvad de får ud af at bo her. Højtuddannede udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, bruger ikke velfærdsydelserne ret meget, så for dem er skattebyrden helt rationelt større,« siger Jan Rose Skaksen.
Han er ikke i tvivl om, at lavere skat vil tiltrække flere højtuddannede udlændinge, og at Danmark vil få en større økonomisk gevinst ud af dem ved at sænke skatten.
»Ja, det mener jeg, og lavere skat vil også få dem til at blive her længere. Det er en god forretning at få højtuddannede udlændinge hertil, også selv om vi skulle få lidt færre skatteindtægter i kassen,« siger Jan Rose Skaksen.
Han regnede sidste år ud, at en gennemsnitlig udenlandsk familie bidrager med ca. 1,9 mio. kr. positivt til statskassen og bliver her i otte år i gennemsnit.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har for nylig lovet, at virksomheder ikke kommer til at mangle udenlandsk arbejdskraft i fremtiden, efter at erhvervslivet har krævet en national handlingsplan, der skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Og ikke mindst få de udenlandske familier til at blive.
Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger til Berlingske, at Danmark ikke generelt skal konkurrere på laveste skat. Men på forskning, uddannelse og udvikling.
»Der er jo en grund til, at store virksomheder som Microsoft vælger Danmark til,« siger hun.
Som ketchup-flasker
At den danske kultur og mentalitet lige som skatten heller ikke falder i en del udlændinges smag, kender Neeni Rasool udmærket til.
Hun forklarer det med, at danskerne kan være svære at komme ind på livet af til at begynde med.
»Der var engang en mangfoldighedsekspert, der beskrev den danske mentalitet ganske rammende for mig: Danskerne er som ketchup-flasker. Man skal banke dem i bunden, til gengæld kommer det hele også ud, hvis man lærer dem at kende,« siger hun.
Indretningen af det danske velfærdssamfund, lønniveauet og forskningsmiljøet er parametre, som udlændinge er positive over for i undersøgelsen om udlændinges syn på Danmark.