Der er én god sang i Sebastian-musicalen bygget over Ole Lund Kirkegaards klassiske børnebog »Hodja fra Pjort«. Det er naturligvis titelsangen, hentet fra filmversionen, som på Folketeatret kommer, lige når det hele er ved at være forbi. Bedre sent end aldrig.
Det samme kan man ikke sige om resten af sangene i forestillingen. De er faktisk ret halvgående. Fattige melodiforløb og med tekster, som man på grund af dårlig lyd, et overdøvende orientalsk orkester og manglende sangbarhed ikke kan forstå et ord af på Folketeatret.
Og godt det samme, for når man endelig opsnapper lidt af det, der kommer ud af munden på tæppehandlere, haremskvinder, beduiner, kameldrivere og andet godtfolk fra den gode by Pjort og omegn, er det ikke værd at høre på. Da slet ikke for børn, selv om det vist nok er dem, der er den primære målgruppe for Folketeatrets familieforestilling. Fatter de noget som helst?
Man er nødt til at spørge: Hvordan kan det lade sig gøre at skrive så mange sange uden fremdrift? Sange, som fuldstændig sætter den i forvejen noget diffuse dramatisering af den ellers så vidunderlige børnebogsfavorit om den eventyrlystne, skoletrætte dreng, skræddersønnen Hodja, og hans flyvende tæppe ud af drift.
Fortællingen om at følge sin fantasi og gøre oprør mod autoriteterne fordamper i lange stræk, flyver længer’ og længere bort. Og instruktøren Frede Gulbrandsens meget lidt dynamiske, uinspirerede iscenesættelse, hjælper ikke meget på det hele. Berøvet det meste af sin timing, og kun med højtråbende fagter som erstatning for Ole Lund Kirkegaards lune underfundighed.
Sjældent har man set en forestilling slæbe sig så tungt hen over scenen med et uhomogent hold af medvirkende, som spiller det bedste - og det værste - de har lært.
Passive Hodja
Hallo, Folketeatret, der er altså sket noget i dansk teater siden begyndelsen af 1990erne. Forestillingen er simpelt hen ikke på niveau med, hvad man kan opleve andre steder i teaterbilledet.
I forhold til sangen og musikken: Der synges østen for Solen og vesten for Månen. I forhold til bevægeligheden: Den koreografiske udfoldelse er ikke imponerende. I forhold til teknikken: Man kan så meget i dag, og ikke engang det flyvende tæppe, der bringer Hodja på sightseeing i den store verden, kan imponere nogen. Kun det scenografiske team Sir Grand Lear v/ Lea Burrows og Ingvild Grande fortjener et halvhjertet godkendt for sammenrullede tæpper som anvendelig dekoration.
Og så må man spørge sig selv - eller er det snarere teaterdirektionen, man skal spørge: Hvem i alverden fik dog ideen til at besætte rollen som mellemøstlig spilopmager med den kernedanske børne-TV-vært, blegansigtet og amatørskuespilleren Kristian Gintberg? Marketingafdelingen?
Lutter store øjne, åben mund og polypper gør det ikke alene. Sikkert flink og rar. Sådan ser han i hvert fald ud. Men med ham i rollen savner forestillingen fatalt sit centrum, den drivkraft og energi, der skal strømme fra titelfiguren. Al magt til fantasien? Den mærker man ikke, at denne passive Hodja har meget af.
Og så er vi fremme ved noget af det, der måske er det mest problematiske ved det hele. »En orientalsk musical« kalder Folketeatret sin forestilling. Men hvad i al verden er det for et billede af Mellemøsten, man præsenterer? Ved profetens skæg: Har de nogensinde hørt om kulturel appropriation på Folketeatret?
Jeg er med på, at »Hodja fra Pjort« er et teatereventyr, men her var da ellers forestillingen, der kunne folde en smuk og solidarisk forestilling fra det gode land Bugislav ud i stedet for alle disse groft karikererede teaterarabere, som da ikke findes i bogen. Gad vide, hvad man ville tænke, hvis man hed Fatima og kom fra Nørrebro og var havnet i Folketeatret?
»Ingen skal stjæle fra børnenes fantasi,« synger de i titelsangen. Nemlig. Også børn fortjener det bedst mulige. Ligesom de forældre, der følger dem hen i teatret, også gør det.
Hvad: Hodja fra Pjort. Dramatisering og musik: Sebastian. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Sir Grand Lear. Kapelmester og arrangør: Stephan Grabowski. Folketeatret. Til 16.12. Turné: 11.1. - 12.3