Hobro måtte højest overraskende nøjes med et enkelt point mod bundholdet fra Hvidovre, da man torsdag aften kun fik 1-1 på Sjælland. En skidt første halvleg kostede topholdet dyrt.

Det var top imod bund, da Hvidovre hjemme på Kæmpernes Arena tog imod NordicBet-ligaens absolutte tophold fra Hobro. Noget overraskende var det hjemmeholdet, der kom bedste fra start. Per Nielsens undertippede tropper lå inden opgøret næstsidst , men det var ikke til at se i kampens indledning.

Hvidovre spillede med stort overskud, og efter små 20 minutter fik de fortjent udbytte af den gode start. Det var hjemmeholdets topscorer, Jonathan ’Lålå’ Nielsen, der kunne bringe sit hold i front. Jonathan Nielsen modtog en aflevering af Laudrupske dimensioner fra en holdkammerat, og så skulle der ikke mere til end en indersideafslutning, før Hvidovre var i front.

Efter at have været helt ved siden af sig selv i første halvleg, dominerede Hobro tungt i hele anden halvleg. Hvidovre kæmpede heroisk for at holde stand, men med 20 minutter igen måtte de kapitulere. Det var Martin Thomsen, der bankede udligningen i mål. Takket være en storspillende Andreas Larsen i målet lykkedes det dog for hjemmeholdet at slippe fra kampen med et vigtigt point til bundstriden.

Med det uafgjorte resultat er Hobro fortsat suveræne på førstepladsen, hvor man har otte point ned til Lyngby på andenpladsen. Hvidovre er også stadig under stregen, men har nu kun et enkelt point op til AB på tiendepladsen i NordicBet-ligaen.