Peter Jackson viste 12 minutter fra sin kommende film "The Hobbit: An Unexpected Journey" på populær- og fankulturmessen Comic Con i San Diego.

Klippene fra filmen vakte vild begejstring blandt publikum, hvoraf mange havde ventet natten over for at få en plads i det gigantiske auditorium, hvor der "kun" var plads til de første 6.500 fans.

Udover klip fra filmen kunne publikum se en bag-scenerne-dokumentar fra optagelserne af filmen, og både Ian McKellen (som spiller Gandalf), Martin Freeman (som har hovedrollen som Bilbo Baggins i filmen) og Elijah Wood (som spiller Frodo i Lord of the Rings-trilogien) var med på scenen i auditoriet.

Særligt kampscenerne udløste øredøvende jubelråb fra det begejstrede publikum, mens Ian McKellen blev modtaget med stående klapsalver, da han trådte op på scenen.

Smugkig på dyster Superman

San Diego Comic-Con International startede oprindeligt som en tegneseriemesse tilbage i 1970 og er nu en af verdens største messer for science-fiction, fantasy og horror med fokus på hele mediespektret, fra tv og film til computerspil, samlekort og legetøjsfigurer.

Mere end 130.000 deltager i den fire dage lange messe, som slutter i dag. Blandt de mange ting, de har kunnet opleve undervejs, var smugkig på den nye dystre Superman-film af Zack Snyder (som får premiere i 2013), lancering af helt nye LEGO-Hobbit-figurer og sceneoptræden af hovedrolleindehaverne fra den populære tv-serie "Breaking Bad", hvis femte sæson får amerikansk premiere i aften.

Peter Jacksons "The Hobbit: An Unexpected Journey", som er en prequel til "Lord of the Rings"-trilogien, får premiere til december.