Kvinderne bag Streetheart elsker gadekunsten og vil gerne dele den med alle os andre. Men vi skal først lære at se den, siger de.

»Streetheart er vores kærlighederklæring til gadekunsten, som i vores øjne er en meget friere og mere umiddelbar kunstform end den traditionelle. Normalt møder vi kunsten på museer og gallerier, hvor en kurator har besluttet, hvilke kunstværker vi skal se, og hvordan de skal fremvises.

Inde i de hvide kunstkasser er der masser af særlige regler for, hvordan vi skal opføre os over for kunsten. Man må for guds skyld ikke røre ved kunstværkerne, og man føler sig konstant overvåget.

Hele det cirkus slipper du for på gaden, fordi gadekunst er umiddelbar og uformidlet, og du og byen er det filter, den skal opleves igennem. Det betyder, at ingen har besluttet, at det er okay, den er der, udover gadekunstneren selv, og man kan finde kunstværker steder, hvor man mindst venter det. Man skal bare lære at kigge efter dem,« siger Søs Uldall-Ekman, som sammen med Christina Bennetzen står bag Streetheart.

»Når Søs og jeg færdes i byen, har vi altid øjne på stilke og tjekker nedløbsrør, døre og gadeskilte for at se, om der er dukket noget spændende op, f.eks. stickers. Der sidder rigtigt mange bandklistermærker og andre reklamer rundt omkring, men ind imellem er der også stickers, hvis eneste formål er at få dig til at smile eller til at tænke over, hvad det er for en by, du er i.

Det kan være et politisk budskab, en vittig kommentar eller bare en sjov figur. Hvis man ikke åbner øjnene for gadekunsten, så går man glip af en masse dejlige oplevelser, siger Christina Bennetzen og tager et par skridt hen mod et stueetagevindue i en hjørneejendom for enden af Westend. Hun peger på et lillebitte fryseposeklistermærke, som sidder i hjørnet af vinduet.

»Her sidder f.eks. en lille, men fantastisk sticker, hvor der står: »Tænk, hvis det her var en kærlighedserklæring til dig.« Et helt banalt, men utrolig stærkt budskab, som pludselig går hen og bliver en kærlighedserklæring til alle, der skulle få øje på disse ord midt i byens øvrige sammensurium af indtryk.

De mennesker, der sætter sådan noget op udelukkende for at få fremmede til at smile, bruger deres fantasi i hverdagen og har simpelthen lyst til at gøre noget ekstraordinært for andre. Og dem hylder vi,« siger Christina Bennetzen.

For gadekunstnerne taler til dig. Du vidste det bare ikke, for du har måske aldrig hæftet dig ved kunstværkerne.

»Som byboere vænner vi os langsomt af med at se på det, vi ikke kan bruge til noget i vores travle rejse fra A til B. Vi er f.eks. så vant til byens grønne kobberstatuer, at de er nærmest er blevet usynlige for os, lige indtil en gadekunstner sætter et pink strutskørt på for at markere kvindernes internationale kampdag og manglen på kvindelige statuer i byens rum.

Meget graffitti hæfter vi os heller ikke ved, fordi det ikke er os, der kommunikeres til, eller fordi vi ikke kan eller vil forstå budskabet i oprøret mod byens vægge. Men hvis et kunstværk larmer nok i vores hjerner og bryder nok med det, vi regner med at se, så åbner det op for, at vi kan få en anden forståelse af byens rum.

Gadekunst af garn er et godt eksempel, fordi garn er blødt og varmt, og ens farmor strikker halstørklæder af det. Det er ikke noget, vi forbinder med kunst. Hvis der så er nogen, der har sat en strømpe eller en benvarmer på en kold lygtepæl og skrevet »blød lykke« henover, så får byen en kontrast, som ikke plejer at være der.

Og den kontrast er rummet, hvor tingene kan være anderledes, end de er til hverdag. Gadekunsten minder os om, at verden ikke er ensfarvet og forudsigelig, og det er jo fantastisk,« siger Søs Uldall-Ekman.

Læs også: