I et gult rækkehus vest for København står ét af de tusindvis af våben, som Hjemmeværnet den kommende tid fjerner bundstykket og dermed ildkraften fra. Op ad trappen. Ind i arbejdsværelset. Og bag lågen på et ca. 75 kilo tungt stålskab, der er boltet ind i væggen og ned i gulvet, står en sort M95-automatriffel.

Omar El-Hussein brugte samme våben, da han 14. februar i år angreb kulturhuset Krudttønden på Østerbro. I dette tilfælde ligger bundstykket i et separat og aflåst rum i skabet. Nøglerne holder den 47-årige kvindelige sergent Christina i Hjemmeværnet adskilt og godt gemt.

En anden af Hjemmeværnets 4.328 frivillige beskriver det i Berlingske som udtryk for mistillid, at kontrollanter snart aflægger hjemmebesøg, der gør værnet tandløst. Sergenten, som bor med sin mand vest for København, er mere pragmatisk.

»Jeg bruger i forvejen meget tid på Hjemmeværnet, og det kommer til at kræve lidt mere, fordi jeg skal køre langt for at hente bundstykket, inden jeg skal bruge våbnet. Men set i lyset af skyderierne i København, forstår jeg godt, at man undersøger, om de mange våben er sikret godt nok,« siger hun.

Sergentens efternavn og adresse fremgår ikke af denne artikel, fordi det nærmest ville være en invitation til et hjemmerøveri. Politiets efterforskning har også vist, at den riffel, som Omar El-Hussein brugte til at dræbe 55-årige Finn Nørgaard og såre tre betjente ved Krudttønden, netop stammede fra et røveri mod Hjemmeværnet i 2013.

Det er en livsstil at være i Hjemmeværnet, forklarer sergenten. For hendes vedkommende begyndte den for 28 år siden, da Den Kolde Krig var en reel trussel, som eksempelvis kunne aflæses i beskyttelsesrum i danske hjem og den ugentlige afprøvning af de sirener, der skulle advare om bombeangreb.

Stadig relevant

Sergenten opfatter fortsat Hjemmeværnet som nødvendigt for forsvaret af Danmark. Medlemskabet har også fulgt hende gennem arbejde i blandt andet Forsvaret og med beskyttelse af pengetransporter. Hun har fundet tid til det, mens hun opdrog parrets to børn, som i dag er voksne. Og hun holder gang i det sideløbende med sit nuværende studie, hvor hun læser til sygeplejerske.

»Her i familien ved man bare, at hver mandag står den på Hjemmeværnet. Et helt år i forvejen ved jeg hvilke øvelser, jeg skal på. Jeg nyder at være af sted. Jeg slapper ligefrem af, selv om det kan være krævende. Ellers havde jeg heller ikke været medlem i 28 år,« siger sergenten.

Som delingsfører rykker hun ud for at understøtte politiet eller andre myndigheder, hvis eksempelvis et område skal afspærres i tilfælde af mord, brand, oversvømmelser eller andre kritiske situationer. I værst tænkelige situationer skal hendes deling hjælpe med forsvaret af Svanemøllens Kaserne.

Hun forstår godt andres eventuelle frustration over, at Hjemmeværnets frivillige står uden et våben, der kan skyde, og ikke kan møde fjenden med andet end at råbe bang.

»Nogle bliver sikkert frustrerede, fordi de simpelthen er vant til at have våbnene derhjemme og nu føler mistillid. Men det handler jo ikke om mistillid – det handler om sikkerhed. Og jeg har intet problem med at få inddraget mit bundstykke, mens vi venter på, hvad undersøgelsen viser,« siger sergenten og tilføjer:

»Så jeg parerer ordrer.«