Sort skærm hos 1,2 millioner mennesker på årets måske største TV-dag. Det historiske nedbrud på Yousees TV-signal under Dronningens nytårstale 2016 vakte forståeligt postyr, og knap otte måneder senere synes en afklaring endelig tæt på.

I hvert fald ventes Københavns Politi at overdrage sin efterforskning til anklagemyndigheden i løbet af de kommende uger, oplyser kilder til Berlingske Business. Derfra vil det være op til anklagemyndigheden at vurdere, hvorvidt man vil rejse tiltale mod en 51-årig mand, der har været sigtet i sagen.