Den mest omfattende straffesag om terrorfinansiering herhjemme. Sådan beskriver statsadvokat Lise-Lotte Nilas sagen mod de 11 mænd, der er tiltalt for at have indsamlet og formidlet et beløb i størrelsesordenen 130 mio. kr. til Kurdistans Arbejderparti (PKK).

»Det er en omfattende sag dels på grund af antallet af personer, der er sigtet, samt de store millionbeløb, som vi mener systematisk er indsamlet til terrororganisationen PKK,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Terrortiltalen kommer, efter at justitsminister Morten Bødskov (S) har tiltrådt Rigsadvokatens og Statsadvokaten i Københavns indstilling om at rejse tiltale mod de 11 mænd.

Ifølge anklageskriftet har gruppen over en årrække været ansvarlige for indsamlinger i Danmark til PKK, mens fire af de tiltalte yderligere har været involveret i formidling af penge fra indsamlinger i andre europæiske lande. Yderligere er en tiltalt for at have deltaget i formidlingen af penge til PKK i en periode mellem 2006 og 2007.

Det er desuden anklagemyndighedens opfattelse, at alle de tiltalte har haft tætte og længerevarende relationer til PKK, samt at flere af personerne har fungeret som leder for PKK her i landet, fortæller Lise-Lotte Nilas.

»Det er ikke forbindelsen til PKK, der er rejst tiltale for. Det er de løbende pengestrømme til PKK over flere år, hvor seks af de tiltalte alene er tiltalt for at have taget aktiv del i indsamlingen i Danmark,« siger Lise-Lotte Nilas.

I september 2012 blev otte personer anholdt efter samarbejde mellem flere politikredse og Rigspolitiet i sagen om terrorfinansiering til PKK, der er opført på både USAs og EUs terrorliste. Syv personer blev i den forbindelse varetægtsfængslet – de er senere blevet løsladt – og allerede dengang kom det frem, at politiet havde flere personer i søgelyset. Efterforskningen har efterfølgende ført til, at anklagemyndigheden nu mener, der er bevismæssigt grundlag for at tiltale 11 personer. Strafferammen er ti års fængsel.

Fire afviser at have forbindelse til PKK

Bjørn Elmquist, der er advokat for fire af de 11 tiltalte, oplyser, at alle de tiltalte i sagen nægter sig skyldige. For hans fire klienter gælder, at de afviser at have relationer til PKK.

»Mine klienter siger, at de intet har med PKK at gøre. Det vil de fortsat holde fast i. Men de kan ikke holde et møde eller lave en indsamling som for eksempel efter jordskælvet i Van-provinsen i Tyrkiet, uden at det bliver koblet sammen med PKK,« siger Bjørn Elmquist.

Tiltalen om terrorfinansiering er uløseligt koblet til ROJ TV-sagen. Derfor følger anklagemyndigheden også med, når Østre Landsret næste uge tager stilling til ankesagen mod TV-stationen, der i januar sidste år i en terrorsag blev dømt for at være talerør for PKK.

»Vores opfattelse er, at sagen er uafhængig af ROJ TV-sagen, men vi vil naturligvis vurdere, om udfaldet kan have nogen betydning i denne sag. Der er efterforskningsmateriale, der udspringer af ROJ TV-sagen, men i denne sag skal byretten løfte en selvstændig bevisbyrde. Men spørgsmålet om, hvorvidt PKK er en terrororganisation, vil være parallelt i de to sager,« siger Lise-Lotte Nilas.

Det forventes, at sagen mod de 11 mænd bliver indledt i efteråret. Den bliver ført foran et nævningeting i Københavns Byret.