I over 30 år har taiwanesiske aktivister kæmpet for homoseksuelles rettigheder. Nu har de fået deres ønske opfyldt. Landets højesteret har onsdag besluttet at legalisere ægteskaber mellem to mennesker af samme køn.
Frem til nu har landets forfatning ellers dikteret, ’at et ægteskab er mellem en mand og en kvinde’. Nu fastslår højesteretten, at forfatningen er utidig.
»At udelukke to personer af samme køn fra at gifte sig på grund af deres manglende evne til at reproducere er forskelsbehandling og har intet rationelt grundlag,« skriver retten i afgørelsen.
Holland var det første land i verden til at tillade homoseksuelle ægteskaber tilbage i 2000. Siden har 23 lande gjort det samme, inklusiv Danmark, der i 2012 legaliserede homoægteskaber. Men Taiwan står til at blive det første asiatiske land på listen.
Højesteretten har givet landets regering to år til at implementere loven. Hvis det ikke lykkes regeringen, vil det stadig være muligt for to af samme køn at gifte sig, såfremt de ansøger om at blive registreret som ægtefolk.
»Når først de er registreret, skal de pågældende personer gives status som legalt anerkendt par og derefter nyde rettighederne og bære forpligtelserne, der opstår som par,« står der i afgørelsen.
En af frontfigurerne i kampen om ligestilling for homoseksuelle er nu 59-årige Chi Chia-Wei. Det var ham, der bragte sagen til højesteretten for to år siden, skriver The Telegraph.
»Det har været en lang kamp, og jeg har brug for en god nats søvn. Men jeg tror nu, at det bliver muligt at ændre loven inden for de næste to år,« siger han til det britiske medie.
Afgørelsen kommer i kølvandet på em række omfattende sager om diskrimination af homoseksuelle i Asien.
Det var eksempelvis tilfældet i Indonesiens Aceh-provins, hvor to homoseksuelle mænd tirsdag blev slået med stok for at have haft seksuelle relationer i et privat hjem. Omkring 2.500 mennesker mødte op for at se de to mænd blive slået 83 gange, skriver Associated Press.
Befolkningen i Taiwan har længe været splittet, når det kommer til homoseksualitet og homoægteskaber. Derfor er gaderne i Taiwan ikke kun præget af glade LGBT-aktivister, men også af moddemonstranter, som ønsker, at landets regering skal droppe højesterettens dom.
