»Ørkenfortet« – den store firkantede bygning, der ligger på højre hånd, når man kører ind på Christianshavn via Knippelsbro i København – får inden længe nye og femstjernede beboere.

ATP Ejendomme, der råder over kontorejendommen fra 1962, har tidligere meldt ud, at det er et hotel, der flytter ind i »Ørkenfortet,« som tidligere har haft Nordea og skibsværftet B&W som beboere.

Nu er der sat navn på. Hilton Hotels er de nye på adressen.

»Vi er enormt glade og stolte over at kunne præsentere dette projekt. Hilton er ubestridt et af verdens mest kendte og bedste brands, så det er absolut et flagskibsprojekt for os,« siger Allan Agerholm, koncernchef i hoteloperatøren BC Hospitality Group, der kommer til at drive Københavns eneste Hilton-hotel.

»At sætte et sådant projekt i søen er med til at skaffe gæster til København, som ikke nødvendigvis ville være kommet ellers. Vi ved af erfaring, at det er mere en 75 procent af gæsterne på et sådant hotel, der ikke er skandinaviske,« siger Allan Agerholm.

Hilton Hotels har i nærheden af 4.000 hoteller på verdensplan, men blev et fattigere i København, da Københavns Lufthavn afbrød det årelange samarbejde med hotelkæden. Fra 2001 til 2017 kunne internationale gæster tjekke ind på hotellet ved lufthavnen.

Men turister kan senest i 2020 se frem til at få en Hilton-oplevelse i København.

Udeservering på havnefronten

»Hilton Copenhagen City« er det foreløbige navn på det 29.000 kvadratmeter store hotel, der forventes at åbne for gæster i 2020, hvis godkendelsen af lokalplanen falder ud i hotelkædens favør.

Det er de danske arkitekter Henning Larsen Architects, der står bag planerne for ombygningen. De føres ud i livet, så snart der ligger en ny lokalplan klar. Og det er ikke småting, der skal gøres ved bygningen, som hverken er fredet eller erklæret bevaringsværdig.

Hotellet vil få i omegnen af 400 værelser, konferencefaciliteter, barer og restauranter – den ene af restauranterne vil have udeservering på havnefronten.

»Bygningen bliver facaderenoveret, og vinduerne bliver skiftet. Bygningens udtryk bliver helt anderledes med den opbygning, vi lægger op til i de to underetager. Det bliver et meget mere transparent hus, som vil give et helt nyt indtryk af luftighed, når man kommer over Knippelsbro,« siger Allan Aggerholm og fortsætter.

»Vi kigger på, hvordan bygningen kan blive mere bæredygtig. Der skal være grønne tage, og vi kigger på energioptimering. Det er os meget magtpåliggende,« siger han.

Absolut genial placering

Som del af projektet er et ønske om at åbne området omkring det kommende hotel. Men i den forbindelse kan der opstå nogle benspænd.

»Vi synes, at det kunne være en god idé at åbne adgang fra Knippelsbro og føre folk ned på havnen i et fint flow. Det vil skabe liv på havnen sammen med hotellets udeservering. Men Knippelsbro er til gengæld fredet,« siger Allan Aggerholm.

Han håber på, at fredningsmyndighederne vil være med til at åbne op for gelænderet: »Det vil give et nyt liv til området. Det vil blive mere åbent og tilgængeligt, og der bliver tilbud om restauranter og barer, som er åbne for alle – ikke kun hotellets gæster.«

Hotellets kommende placering er ifølge Allan Aggerholm en af byens bedste.

»Det kommer til at ligge ved en hovedfærdselsåre i byen, ved Metro, med udsigt over havnen, og vi laver en restaurant, der har mulighed for udeservering på havnen. Og det tager ti minutter at gå ind til seværdighederne i byen,« siger han.