Der var som så ofte før opstået en heftig diskussion i studenterhyblen i Granada, hvor snakken altid gik lystigt og uanfægtet på mit på det tidspunkt noget mangelfulde spansk, der til gengæld var det eneste sprog, lejlighedens øvrige beboere mestrede.
Den aften handlede det om fodbold, og bofællerne ville vide, hvad jeg syntes om den tyske spiller »Bóler«. Ham kendte jeg ikke, måtte jeg indrømme. Jo, insisterede de. Han havde langt bundesligahår og fik en snotklat i nakken under en landskamp mod Holland. Hvorefter jeg, som de – med nogen overdrivelse stadig holder af at genkalde sig – udbrød:
»Ah, Ruuudi Vööööller!«
Sådan lød det i deres ører. Men det var, i sagens natur, mine ører, som under Erasmus-opholdet måtte vænne sig til den alternative udtale af diverse udenlandske navne, hvis de da ikke ligefrem blev versioneret.
Los Ramónes og Los Rolin’ var relativt lette at identificere som to – hver på sin måde – legendariske rockbands. Mere urimeligt virkede det, at udtale Oasis med et åbent »a« – lidt som det, dronningen bruger, når hun beder Gud bevare Danmark.
Og der gik lang tid, før jeg dechifrerede nogle sportsjournalisters brug af stavemåden »orsay« i forbindelse med den hyppigt forekommende situation, hvor en spiller modtager bolden i ulovlig position på den forkerte side af modstandernes forsvarslinje.
Siden er der gået en del år, og spaniernes kendskab til såvel engelsk som andre fremmedsprog er blevet markant bedre. Derfor blev der også fniset grundigt i krogene, da den tidligere konservative minister Celia Villalobos forleden i et TV-program udtrykte sin begejstring for den demokratiske kandidat ved efterårets præsidentvalg i USA.
»Jeg vil gerne ønske Hilaria Clinton tillykke med nomineringen,« proklamerede Villalobos, mens studieværten havde svært ved at holde masken, og fremturede:
»Hvis jeg var amerikaner, ville jeg helt sikkert stemme på Hilaria Clinton.«
Hilaria er – som de fleste vil have gættet – den spanske form af navnet Hillary. Og efterfølgende fik Celia »Townwolves«, som en vittig Twitter-bruger omdøbte den konservative politiker, på puklen på de sociale medier for at være en pinlig bonderøv.
Villalobos, der er kendt og berygtet for sin andalusiske slagfærdighed, er givetvis ligeglad. Men var den »tormenta de mierda«, som ramte hende rimelig? Mange især ældre spanierne vil mene nej og hævde deres ret til at oversætte udenlandske navne. I hvert fald når konteksten er spansk. En bekendt, der har læst litteratur, fortæller, hvordan en af hans lærere på et tidspunkt præsenterede sin forelæsning om Shakespeare med spansk udtale af samtlige vokaler i navnet. Da en af de studerende vovede at påtale det, skiftede læreren uden at fortrække en mine til engelsk og holdt resten af forelæsningen på den store forfatters sprog, mens det meste af klassen måtte kæmpe for at følge med.
Problemet er blot, at der – som med næsten alting i Spanien – meget let kan gå politik i sagen. I særdeleshed når det handler om at oversætte og udtale navne inden for grænserne af landet, der rummer fire sprog. Spanierne hedder ganske vist i vid udstrækning det samme. Men den castilianske form af eksempelvis Antonio bliver til Antoni, Andoni og Antón i henholdsvis Catalonien, Baskerlandet og Galicien. Manglende respekt for den kendsgerning kan blive taget endog meget ilde op. Som da en madrilensk studievært i sin tid – og næppe uden en vis malice – præsenterede den daværende leder af partiet Esquerra Republicana de Catalunya som José Luis Carod-Rovira.
»Hvorfor udtaler du ikke mit navn rigtigt,« protesterede Carod-Rovira.
»Jamen, jeg taler ikke catalansk,« indvendte studieværten, hvortil nationalistlederen tordnede:
»Jeg hedder Josep Lluís, både her og i Folkerepublikken Kina!«
Hvordan kineserne udtaler navnet, er ikke godt at vide, men det klinger næppe helt som i Barcelona. Og nogle gange, når man ikke har noget i klemme, kan spaniernes respektløse omgang med andres navne faktisk være ganske befriende. Som da jeg for år tilbage havde en god ven med rundt i Sevillas natteliv.
På en af barerne faldt vi i snak med en gruppe lokale. Efter en tid nåede vi til at udveksle navne. Mit eget, som også findes på spansk, skabte ingen problemer. Men da min ven præsenterede sig som Mogens, tyggede spanierne først lidt på det og rystede så på hovedet:
»Det er bedre, at vi kalder dig Juan,« afgjorde en af dem.
Et godt spansk navn, som min ven med mellemfolkeligt storsind lystrede resten af aftenen, der i øvrigt blev rasende hyggelig.