I et radioprogram i sommer blev jeg spanket af lytterne for at bruge lige lovlig mange engelske gloser for en sprogrøgter. Jeg blev flov og defensiv og begyndte hakkende og stammende at undskylde mig med alt, jeg kunne finde på, inklusive en ikkeeksisterende influenza. Først måneder senere gik det op for mig, at – waitaminute! – hvornår har jeg nogensinde påstået, at min afdeling af sprogpolitiet har det på listen over dødssynder?

Hvad med aldrig? Som i never!