I filmen »Olsenbanden ser rødt« fra 1976 lader filminstruktøren Erik Balling de tre antihelte, Egon, Kjeld og Benny, sprænge sig vej gennem Det Kongelige Teaters tykke mure på Kongens Nytorv til tonerne af Kuhlaus ouverture til »Elverhøj«. Nu, efter knap 40 år, hvor Det Kongelige Teater har spredt sig over store dele af byen, vil teaterchef Morten Hesseldahl gøre Olsen-banden kunsten efter. Han vil – om ikke fysisk, så i hvert fald mentalt og administrativt – nedbryde de mure, der har vokset sig stedse højere mellem de tre kunstarter, skuespil, opera og ballet, i henholdsvis Skuespilhuset på Kvæsthusmolen, Operaen på Holmen og Gamle Scene på Kongens Nytorv.

Øvelsen er led i den omfattende strategi­plan for de foreløbigt kommende fire år, som Det Kongelige Teaters bestyrelse har vedtaget, og som teaterchefen netop har præsenteret på en række møder med nationalscenens knap 1.000 medarbejdere under overskriften »Ét teater – Én organisation«. En plan, der skal ruste teatret bedre til konkurrencen om publikum i en tid, da det at kende sin Holberg eller Shakespeare ikke længere er del af et fælles dannelsesideal, og hvor Netflix og HBO, ekstremsport og eksotiske rejser for mange står højere på dagsordenen end et besøg i teatret.

»For at vi skal lykkes med det, er det vigtigt, at vi er ét teater og én organisation. Vi er ikke tre huse med tre forskellige organisationer,« siger Morten Hesseldahl:

»Med hver sine bygninger risikerer man let rent psykologisk at drive i hver sin retning – man opbygger sin egen HR-afdeling, juridiske kompetencer, markedsføring, outreach, økonomi osv. Dermed bliver fagligheden mindre, og man risikerer også let, at den enkelte afdeling plejer sin egen dagsorden og tænker mindre på det fælles ansvar. Derfor vælger vi nu at centralisere en række funktioner, som tidligere var knyttet til de enkelte kunstarter.«

Uudnyttet potentiale

Et vigtigt mål med den øvelse er ifølge Hessel­dahl, at så mange penge som muligt skal flyttes fra de bagvedliggende funktioner til det, som publikum møder. Blandt de kunstneriske ambitioner er bl.a. et større, fast skuespiller­ensemble, et bagkatalog af populære operaer, som kan sættes på scenen med jævne mellemrum, flere og større forestillinger på turné samt flere transmissioner fra Det Kongelige Teater til biografer landet over.

Andre nyskabelser er allerede iværksat. Det gælder bl.a. den selvstændige afdeling KGL+, der skal samle og styrke de såkalte outreach-aktiviteter, som tidligere var bredt ud på de enkelte huse – aktiviteter for børn og unge, gratis foyer-arrangementer og hele turné­virksomheden. Også de rent kommercielle aktiviteter – drift af restauranter, udlejning til koncerter, konferencer osv. – er rykket fri af de enkelte huse og samlet centralt.

»Min påstand er, at vi har et større potentiale i huset, end vi udnytter nu,« siger Morten Hesseldahl. »Og et endnu større potentiale, der kan udnyttes, hvis nogen vil give os en hjælpende hånd. Det gode ved at have en samlet organisation, der fungerer, er, at hvis der skulle komme ekstra midler – enten fra det offentlige eller fra sponsorer – vil de ikke forsvinde ind i driften. De vil gå direkte til publikum.«

Nationalscene eller egnsteater

I foråret 2012, da Det Kongelige Teater var midt i sin værste krise i mange år med store økonomiske og ledelsesmæssige problemer, en traumatisk fyringsrunde og vedholdende klager over dårligt arbejdsmiljø, talte mange både i og uden for teatret om, at en opdeling af kunstarterne i to teatre – ét for skuespil og ét for opera og ballet – var den bedste, måske eneste, måde at løse problemerne og sikre Det Kongelige Teaters fremtid på. Det er Morten Hesseldahl helt uenig i:

»Det ville medføre, at man i stedet for at have en stor synlig nationalscene med gennemslagskraft i befolkningen og hos politikerne ville ende med at have to eller tre egnsteatre,« siger han.

Teaterforsker Stig Jarl, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, var én af dem, der i sin tid talte for at undersøge mulighederne for en opdeling.

Han er stadig ikke overbevist om, at det er den bedste løsning at holde Det Kongelige Teater sammen.

»Det er klart, at en ny chef ikke lægger ud med at ville skille organisationen ad, men ser vi historisk på det, var der ingen, der ville drømme om at konstruere en nationalscene på den måde i dag,« siger han.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at det er fornuftigt at skille teatret ad nu, men jeg ville i hvert fald være meget varsom med en yderligere centralisering – og med, hvordan den føres ud i livet. De enkelte kunstnere er fokuseret på deres eget projekt og på, at den forestilling, de arbejder på her og nu, bliver så fantastisk som muligt. De tænker ikke i forhold til en organisations helhed. Jeg tror heller ikke, det betyder så meget for publikum, om Det Kongelige Teater er én eller flere organisationer. Det er jo ikke nødvendigvis de samme, der går til skuespil, opera eller ballet. Den loyalitet er der ikke i dag.«

Men netop den manglende loyalitet over for en nationalscene er en vigtig grund til, at det er nødvendigt med en samlet strategiplan, der rækker ud i alle hjørner af organisationen og involverer alle medarbejdere, både de kunstneriske, de administrative og de tekniske, mener Morten Hesseldahl.

»Det har man ikke for alvor haft tidligere. Måske fordi der bare ikke har været brug for det før,« siger han. »For 15 år siden var Det Kongelige Teater Det Kongelige Teater, og det, man skulle sørge for, var, at tæppet gik op hver aften klokken otte. Men det er uholdbart i dag, hvor vi er i konkurrence ikke bare med de øvrige teatre, men i langt højere grad med alle de andre ting, folk bruger deres tid på. Hvis vi skal albue os ind der, bliver vi nødt til at præsentere os på en måde, der virker mere attraktiv end alt det andet. Derfor er det vigtigt hele tiden at gøre sig den forestilling, hvor skal vi være om fire år, for at kunne overleve og fortsat levere kunst til danskerne. Det er hele meningen med strategien.«

Åben dialog

Strategiplanen er bygget op omkring fem centrale værdisæt, der de næste to måneder skal debatteres i alle teatrets afdelinger, som så kommer med deres respektive bud på, hvordan visionerne omsættes i praksis. Umiddelbart har planen og det forestående arbejde med at implementere den fået en positiv modtagelse – nogle steder ligefrem begejstret.

»Vi er superglade. Det er lige det, vi har ventet på – at få en retning for, hvor vi skal bevæge os hen de kommende år. Det har der ikke været meget af hidtil,« siger snedkermester Susanne Brodersen fra Scenografisk Værksted, der også er glad for måden, planen er lagt frem på.

»Alle kan give deres besyv med, det giver stor tiltro hos os,« siger hun.

Også Michael Christensen, talsmand for operasolisterne, er »enormt glad« for, at der nu kommer en plan.

»Vi har fået en teaterchef, der åbner for dialog, inviterer til morgenmøder og fortæller, hvad han vil med teatret. Det har vi ikke været vant til på Det Kongelige Teater i mange, mange år,« siger han.

Han bakker også op om Morten Hesseldahls ambition om, at operaen skal opbygge et fast bagkatalog af store, populære værker.

»Hvis vi skal have plads til at lave nye spændende og eksperimenterende forestillinger, skal vi også have nogle ting på programmet, hvor vi kan være sikre på at få pengene hjem, en »Carmen«, en »Boheme« eller »Trylle­fløjten«,« siger han.

En rettesnor

Hos Den Kongelige Ballet, der de seneste år har været gennem en stor fyringsrunde og betydelige interne problemer, mener dansernes talsmand, Christian Hammeken, at strategiplanen kan være en god rettesnor for afdelingen.

»Men tiden må vise, hvor stor effekt den får,« siger han. »Det mest spændende er, at vi får en dialog om, hvad det vil sige at være excellent, at være imødekommende osv., og hvad det betyder for den enkelte medarbejder.«

I Skuespilhuset befinder medarbejderne sig i øjeblikket i et vadested, mens man venter på, at den nye skuespilchef, Morten Kirkskov, tiltræder i løbet af foråret. Men allerede nu ligger det fast, at både han og teaterchefen ønsker at udvide det faste ensemble.

»Vi vil gerne have større fleksibilitet i vores repertoire. Et større fast ensemble giver mulighed for enten at forlænge en succes, f.eks. »Erasmus Montanus«, fordi det er vore egne folk, der spiller. I dag har vi ofte hyret folk ind til flere roller, og de skal jo videre til næste job,« siger Morten Hesseldahl. »Omvendt vil vi også kunne pille en fiasko af hurtigt, fordi vi har noget andet på hylderne, i stedet for at skulle spille perioden ud for halvtomme sale. Desuden vil et større fast ensemble gøre det lettere at lave turnévirksomhed også med større forestillinger.«

Den udmelding glæder skuespillernes tillidsmand, Henrik Jandorf:

»Vi hilser en udvidelse meget velkommen,« siger han. »I dag har vi cirka 40 årsværk i spil pr. sæson, men vi er kun 14 fastansatte skuespillere – de øvrige 26 kommer udefra. Vi ville gerne op på et ensemble på 30 fastansatte skuespillere, som vi var i slutningen af 1990erne, da Klaus Hoffmeyer var skuespilchef.«

Hvad angår visionen om et mere samlet teater, siger Henrik Jandorf:

»Jeg tror, det bliver svært nu. I begyndelsen af 00erne kunne det ikke gå stærkt nok med at splitte alt til atomer, reelt er der ikke meget sammenhold mellem kunstarterne i dag. Men selvfølgelig giver det mening at tænke på det fælles bedste, og økonomisk har det altid været sådan, at kunstarterne kunne hjælpe hinanden.«

Også han glæder sig over den åbenhed, der er lagt for dagen i arbejdet med den nye strategi­plan.

»Det er en helt ny bevidsthed, Hesseldahl rækker ud efter, og det kan jeg godt lide. Det er vejen til at nå nye målgrupper og få blæst støvet af Det Kongelige Teater.«