Prins Williams hustru, hertuginde Catherine af Cambridge - bedre kendt som kate - er blevet indlagt på St. Mary's hospital i London for at føde parrets første barn. Det skriver flere britiske medier.
William og Kate blev gift i april 2011, og deres baby vil en dag blive britisk regent - efter sin far og farfar. Hertil følger titlen som øverste guvernør for den engelske kirke, chef for de væbnede styrker og desuden statsoverhoved for 16 stater i Commenwealth.
Parret kender angiveligt ikke kønnet på deres førstefødte, men uanset om det bliver en pige eller dreng, vil babyen blive tronfølger. Englands Dronning Elizabeth udstedte nemlig i oktober et »Letters Patent«, en kongelig meddelelse, som bekendtgjorde, at alle børn af William - uanset køn - vil blive behandlet ens.
Ligestilling er på sin vis også gældende for forældrene - i hvert fald har prins William offentliggjort, at han holder fjorten dages barsel.
Fødslen af en ny tronfølger har i flere uger optaget journalister, fotografer og trofaste royalister, der har belejret området omkring Saint Mary's hospitalet i håb om at få et glimt af hertuginden, mens souvenirbutikkerne har fyldt hylderne med "Royal baby"-gods.