»Heroin var for mig som en dejlig kop varm te«

Sangskriveren

Det er først og sidst de mange stærke sange, der har givet Nick Cave status som rockikon. Hans respektindgydende bagkatalog gør, at han nævnes i selskab med Dylan, Young, Cohen og Mitchell. Han hører til i sangskrivernes superliga.

Helt tilbage fra tiden i post punk-bandet The Birthday Party stod det klart, at Cave havde store sange i sig. Dengang var stilen rå og udpræget nihilistisk som på signatursangen »Nick the Stripper«.

Men allerede fra debuten med backingbandet The Bad Seeds, »From Her to Eternity« (1984), viste Cave flair for en mere dirrende, historiefortællende semi-morbid stil. En stil, han forfinede på efterfølgende plader som »Tender Prey« (1988). Den plade åbner med »The Mercy Seat«, en intens skæbneberetning om en ikke-angrende morddømt fange på dødsgangen på vej mod den elektriske stol. Sangen står som en kunstnerisk kulmination på Caves tidlige år, da den sublimt forener fascinationen af gammeltestamentelig synd og straf med The Bad Seeds’ urovækkende lydkulisse. En milepæl i kataloget.

Siden viste Cave, at han også mestrer både makabre mordhymner og dybt personlige ballader om sorg, tab og tvivl. De sinistre sange om mord stod i blodsprøjtende flor på konceptalbummet »Murder Ballads« (1996), der med »Where the Wild Roses Grow«, en duet med landskvinden Kylie Minogue, ironisk nok gav Cave et større gennembrud.

I kontrast hertil står hans mere følsomme og nøgne side, som fremstår skarpest på det afdæmpede mesterværk »The Boatman’s Call« (1997), hvor gåsehudsfremkaldende rocksalmer som »Into My Arms« og »People Ain’t No Good« har en sagte og pastoral skønhed over sig.

Ordene

Nick Cave har ordet i sin magt. Det er tydeligt, når man lytter til hans mange ordrige sange, hvor teksterne hæver sig højt over gængs hjerte-smerte-pop. Cave er en mester i dramatiske og medrivende narrativer. Det fortælletalent har han dog ikke kun udfoldet i sin sangskrivning. Han har sideløbende udgivet flere bøger. Han debuterede som forfatter med romanen »Da æslet så englen« (1989), som tematisk ligger i forlængelse af 80er-sangskrivningen. Det er en grotesk southern gothic-fortælling om den ensomme og stumme Euchrid Eucrows liv som outsider i byen Ukulore Valley.

20 år senere kom Caves anden roman, »Bunny Munros død« (2009). Historien om dør-til-dør-sælgeren Bunny Munro, en liderlig, alkoholiseret og gennemført tragisk antihelt, der med sin lille søn på slæb drikker, hustler og horer sig selv i graven. Derudover har han udgivet »King Ink« (1988), »King Ink II« (1997) og senest »Brækposesangen« (2015), som samler digte, sangtekster, erindringer, dagbogsnotater med mere.

Filmene

Også på det store lærred har Cave udmærket sig. Han og The Bad Seeds-makkeren Warren Ellis har skrevet musik til en lang række film, herunder fire af instruktør-landsmanden John Hilcoats – blandt andet den brutale aussie-western »The Proposition« (2005) og forbudstids gangsterdramaet »Lawless« (2012), som begge har manuskript af Cave.

Derudover har han haft flere småroller. Blandt andet kan han ses i rollen som albino-rockstjerne i »Johnny Suede« (1991), hvor han spiller over for Brad Pitt, og som wild west-troubadour i Andrew Dominiks »The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford« (2007).

Senest kunne han opleves i Iain Forsyth og Jane Pollards drilsk iscenesatte Cave-dokumentar »20.000 Days on Earth« (2014), hvor hovedpersonen på skælmsk vis går i kødet på sin egen mytologi.

Samtidig med det nye album, »Skeleton Tree«, kommer filmen »One More Time with Feeling«, som dels fokuserer på arbejdet med det nye album og dels giver indblik i den triste baggrund, det er skabt på, idet Caves 15-årige søn, Arthur, omkom sidste år efter et fald fra en klippe nær Brighton, hvor familien bor.

Performeren

Har man oplevet Nick Cave på scenen, glemmer man det næppe lige med det samme. Her er den 58-årige australier til stadighed et intenst og utæmmeligt bekendtskab. Karismatisk. Siden den spæde start med gruppen The Boys Next Door, der i slut-70erne videreudviklede sig til The Birthday Party, har han været en både dragende og skræmmende skikkelse på scenen. Han har altid haft et særligt talent for at fange publikums opmærksomhed, når han slipper hæmningerne løs.

På scenen har hans adfærd til tider været decideret selvdestruktiv; særligt i karrierens første år, hvor det ikke var ualmindeligt, at en stærkt stofpåvirket Cave rullede rundt på scenegulvet i et kaos af mikrofonledninger og en pøl af sit eget blod som en slags forpint narkogolem.

Helt så vildt går det trods alt ikke længere for sig. Når Cave optræder i dag, fremstår han mere som en krydsning af en dæmon- besat vækkelsesprædikant og en lurvet Las Vegas-entertainer, når han står oppe på scenen og peger demonstrativt ned på udvalgte personer blandt publikum. Om det siger Cave i filmen »20.000 Days on Earth«: »I get a kick out of picking singular people out and terri-fying them«. Han er en sprælsk show- mephisto, der veksler mellem at please og tease sit publikum. I Caves selskab bliver man sjældent strøget med hårene ret længe ad gangen.

Stoffer

Man kan ikke sige Nick Cave uden også at sige stoffer. De har fyldt rigtig meget i hans liv. Han begyndte allerede som 19-årig at tage heroin. Det var i tiden omkring hans fars død. Et dødsfald, som han i øvrigt fik besked om, da hans mor kom og hentede den unge rebel på politistationen, efter at han var blevet anholdt. Hans smag for stoffer udviklede sig til en grum afhængighed, som han kæmpede med i over 20 år. En afhængighed, som også har været med til at føde nogle af hans bedste sange.

»Min afhængighed af stoffer var baseret på længslen efter at føle en form for bekvemmelighed. Heroin var for mig som en dejlig kop varm te om morgenen. Det var som at sidde i en komfortabel lænestol med benene oppe på en fodskammel. Men efter noget tid forsvandt den følelse helt og blev derefter bare til noget virkelig destruktivt,« sagde Cave til det britiske musikmagasin NME i 1997, kort tid efter han var blevet endegyldigt clean. Men stofferne har heldigvis aldrig været den altafgørende faktor for, at Caves kunstneriske gnist tændes. Han har modsat utallige andre tørlagte musikere formået at bibeholde mange af de uforsonlige elementer i sin musik og kunst, som gør den dragende og uafrystelig.

Gud

»God is in the house« synger Cave på nummeret af samme titel fra 2001. Og det må man give ham ret i. Kristendommens mytologi og temaer spiller en fremtrædende rolle i Caves sangskrivning. I de tidlige år var han særligt optaget af den gammel- testamentelige og nådesløst straffende Gud. Den Gud, som sender en syndflod ned over menneskene, som det sker i sangen »Tupelo« fra 1985.

Modsat virker flere af hans sange fra albummet »The Boatman’s Call« og fremefter i højere grad farvet af en mere nådig og ny- testamentelig guddommelighed med plads til frelse.

Cave anser sig dog ikke sig selv som et religiøst menneske i gængs forstand. I et interview med Los Angeles Times har han sagt: »Jeg er ikke religiøs, og jeg er ikke kristen, men jeg forbeholder mig retten til at tro på muligheden af, at der måske findes en Gud. Men som kunstner er det imidlertid en nødvendig del af, hvad jeg laver, at der er en form for guddommeligt element på spil i mine sange.«

Sparingspartnere

Nick Cave har altid gjort flittig brug af musikalske sparingspartnere til at spille kreativt bold med. I The Birthday Party-årene var det især guitaristen Roland S. Howard og multiinstrumentalisten Mick Harvey, som agerede musikalske legekammerater for Cave. Mick Harvey fortsatte tilmed som Caves mangeårige tro væbner i The Bad Seeds, hvor han var fremtrædende medlem til 2009.

I 1983 blev Blixa Bargeld fra den tyske industrialgruppe Einstürzende Neubauten indlemmet i The Bad Seeds som guitarist. Tyskerens skæve og uskolede stil satte markant og urovækkende aftryk på især de tidligste album. Bargeld var et vidunderligt forstyrrende element i The Bad Seeds og bidrog frem til sin exit i 2003 undertiden også med vokal, blandt andet på den uforglemmelige tåretrillende duet med Cave »The Weeping Song« fra 1990.

De seneste ti år har Caves tætteste sam- arbejdspartner været den langskæggede multiinstrumentalist Warren Ellis fra den australske instrumentaltrio Dirty Three. Han er i dag Caves højre hånd og ledende lydarkitekt i The Bad Seeds. Makkerparret har som nævnt også komponeret en del filmmusik sammen, og det var ligeledes i selskab med Ellis samt de to andre Bad Seeds-medlemmer Martyn P. Casey og Jim Sclavunos, Cave i 2006 søsatte det kortvarige sideprojekt Grinderman, hvor de fire midaldrende herrer på to sprælske album fik afløb for deres indre rendestens-liderbasse-garagerockere. Det var charmerende mere end egentlig gribende.

Kvinderne

Flere kvinder har spillet fremtrædende roller i Caves karriere og værk. Nogle i rollen som muser, andre som samarbejdspartnere, nogle som begge dele.

Duetten med Kylie Minogue gjorde ham som bekendt til rockstjerne. Hun førte ham ud til et langt bredere publikum, end han tidligere havde kunnet nå.

Fra 1977 til 1983 dannede Cave par med den australske sangerinde Anita Lane. Hun bidrog med tekster til både The Birthday Party og The Bad Seeds. Sidstnævnte var hun kortvarigt medlem af. Efter parrets private brud fortsatte deres professionelle samarbejde helt op i midt-90erne, hvor Lane medvirkede på to numre fra »Murder Ballads«.

Under indspilningen af duetten »Henry Lee« mødte Cave i 1995 PJ Harvey. De to indledte et lidenskabeligt forhold, som dog blev kort- varigt. Cave behandlede det smertelige brud på »The Boatman’s Call«.

I 1997 mødte Cave den britiske fotomodel Susie Bick, som han siden 1999 har været gift med. Hun fødte i 2000 tvillingerne Earl og Arthur, hvor sidstnævnte som nævnt omkom på tragisk vis i fjor. Derudover har Cave to ældre sønner, Luke og Jethro, begge født i 1991, fra to forskellige tidligere forhold.

Stilen

Nick Cave har altid haft styr på stilen. Med sit ravnsorte hår, de spidse sko og de stramtsiddende jakkesæt, han får specialsyet hos skrædderen Chris Kerr i London, er han indbegrebet af dyster, dekadent og stilfuld rockelegance. Mr. Cool.

Måske netop derfor gav det anledning til kritik, heriblandt fra Berlingskes daværende musikskribent, da Cave-sangen »We Real Cool« i 2014 dukkede op i en TV-reklame for den danske stangtøjsfabrikant Jack & Jones. En reklame, hvor en anden cool cat, skuespilleren Christopher Walken, i øvrigt også medvirkede. At Cave cashede ind på en tøjreklame var tilsyneladende for meget for nogle af de største Cave-purister. Hvad han selv mente om kritikken står hen i det uvisse, men mit gæt er, at den nok ragede ham en høstblomst. Han er jo som bekendt Nick Cave.