»Der manglede en væsentlig del. Og en væsentlig del af mange grunde.«
Sådan siger Knud Arne Jürgensen, seniorforsker ved Teatermuseet i Hofteatret. I 2008-2010 udgav Det Danske Sprog- og Litteraturselskab en stor og flot, definitiv udgave af forfatteren Herman Bangs prosa. Fem bind med noter, kommentarer og ordforklaringer. Men til Knud Arne Jürgensens forundring havde man overset en væsentlig del af forfatterens produktion: Hans 17 skuespil.
»Der manglede lige 700 sider, hvilket jeg sådan set gjorde opmærksom på.«
Så var der ikke andet for end selv at gå i gang. Han ansøgte om og fik et års løn af Carlsbergfondet til at samle og fordybe sig i Bangs dramatik, selv om det selvfølgelig ikke var nok. Han måtte gøre projektet færdig for egen regning. Indledning, kommentarer, ordforklaringer.
Men nu ligger den her: En diger mursten af en bog med den kjoleklædte Bang poserende på forsiden og 704 sider med hans dramatik indeni. Den første samlede udgave af den berømte forfatters oversete produktion, som netop er udkommet på Syddansk Universitetsforlag.
Psykologisk fornemmelse
I dag hyldes Herman Bang (1857-1912) især for sine impressionistiske noveller og romaner, hvoraf »Stuk«, »Ved vejen«, »Ludvigsbakke« og »Tine« hører til de mest læste.
Han har indskrevet sig i litteraturhistorien som en antydningens mester, som med fintmærkende psykologisk fornemmelse og på næsten filmisk facon præsenterer øjebliksbilleder, der registreres med stor sans for detaljer. Og for replikker, som diskret lader mere ane, end der bliver sagt. Men Knud Arne Jürgensen mener faktisk, at alt det, Herman Bang er berømmet for, hviler på hans dramatik:
»Hans skuespil er en indgang til hele hans replikkunst i romanerne. Det er i dramatikken, han skaber sit mesterskab i at skrive det usagte. Hans skuespil handler i virkeligheden om mennesker, der taler hinanden op og ned ad dørstolper uden at få sagt det, de vil, til hinanden.«
Faktisk havde Bang held med dramatikken i sin levetid, selv om myten siger noget andet, måske fordi Bang selv var den første til at erkende sine mangler som dramatiker. Det kan godt være, hans stykker ikke blev opført et utal af gange, men Knud Arne Jürgensen påpeger, at den fortsatte produktion over mange år tyder på, at man alligevel har ment, at Bang kunne noget i datidens teaterbillede. Og det var dramatikken samt arbejdet som instruktør, der ved siden af journalistikken var Bangs livsgrundlag:
»Han har selvfølgelig også været meget opsøgende og selvpromoverende. Det skulle man være, for det var i de år, den frie kunstner brød igennem – kunstneren var ikke længere holdt af kongen.«
Subtil og følsom
Af de 17 stykker, Herman Bang skrev, blev 15 faktisk opført i hans levetid, et enkelt af dem endda i Paris, hvor han også iscenesatte Ibsen og Strindberg. En sammenligning med de to samtidige, nordiske forfatterkolleger ligger lige for, når man skal vurdere Bang som dramatiker. Også Bang skriver kammerspil, realistisk konversationsteater.
Men han er mere »kryptisk, subtil og følsom« end Strindberg, som med sine vilde kunstnertyper på scenen var mere »råt for usødet« end Bang, mener Knud Arne Jürgensen. Den danske forfatters figurer er mere satte, mere borgerlige, deres udsving mere diskrete. I dagligstuen er det først og fremmest kvinden, der har Bangs interesse.
»Hun er dynamoen i samtalerne. Det er hendes nogle gange desperate forsøg på at få sagt til manden, hvad hun gerne vil, der er et omdrejningspunkt. Nogle gange hader hun ham, andre gange elsker hun ham. Men det er også mandens syn på kvinden, der optager Bang. Han ser hende nogle gange som en vampyr. Kvinden både elsker og udnytter på samme tid.«
Hvad dét angår, ligner Bang Strindberg, men førstnævnte er simpelt hen pænere.
»Han er selv borgerlig. Han er præstesøn og vil ikke være en omstyrter i det virkelige liv. Han vil hellere give indtryk af at være grev de Bang. Det er jo hans livs evige drivkraft: at blive anerkendt som en fin mand med adelige ambitioner.«
Og sammenligner man Bang med Ibsen, som den danske forfatter beundrede vildt og er en discipel af, bliver Bang heller aldrig så direkte som nordmanden.
»Ibsen er som Strindberg mere hårdtslående,« siger Knud Arne Jürgensen og refererer til Nora i »Et dukkehjem«, som får sagt, hvad hun mener, inden hun forlader sin mand.
»Måske skriver Bang ikke flere stykker, end han gør, fordi han nok har en følelse af, at teatersproget er for vulgært, for direkte for ham. Derfor kan han også bedre og i større omfang udfolde sin kunst i de noveller og romaner, han skriver. Men de kommer af skuespillene; det er min tese,« siger Knud Arne Jürgensen.
Teaterblæksprutte
Bang elskede i det hele taget teatret. Han mente selv, at teatret var nerven i hans kunst.
Knud Arne Jürgensen kalder ham en »teaterblæksprutte«, for han ville det hele. Han drømte oprindelig om at blive skuespiller, men blev i første runde skræmt væk af den store, kongelige skuespiller Emil Poulsen, da han ville aflægge prøve i en kvinderolle.
»Så må De først tage bukserne af,« sagde Poulsen, og så løb den knuste Herman Bang ud ad døren for aldrig at komme tilbage.
Da han alligevel prøvede som skuespiller, led han et forsmædeligt nederlag. Siden skulle han dog få stor betydning som instruktør og som inspirator for store skuespillerinder, for eksempel Betty Nansen. Men han vidste godt selv, at han aldrig blev en verdensdramatiker.
»Han magtede ikke det store teaterformat, syntes, der var for meget matematik i det. Alt det med at regne ud, hvor replikkerne skulle falde, og spændingskurverne, der gik op og ned, det lå hans natur for fjernt. Derfor bliver hans stykker præget af konversationsscener, som måske nok i sig selv rummer et drama, men som ikke har et ydre drama om sig. Der er ingen stærk handlingsgang. Man skal se indad for at finde det. Den ligger gemt inde i replikkerne, hvor han ved to-tre replikskifter virkelig kan få sagt nogle ting,« mener Knud Arne Jürgensen.
Nu kan man selv læse efter. Stykkerne har måske nok været trykt, men ikke i store oplag, så arbejdet med at samle og udgive Bangs dramatik har også været en tilgængelighedsopgave. Og selv om nogle måske vil være nervøse for at læse et skuespil, så hjælper teatermennesket Bang læseren på vej, mener Knud Arne Jürgensen:
»Dramatik er såkaldt »skæv litteratur«. Man skal ikke bare læse dramatik som replik på replik, men se forestillingen for sig, mens man læser. Det kan være svært. Men når Bang skriver stykker, skriver han regien med (dramatikerens forklarende tekst om scenegang, pauser og tonefald, der gør dramaet forståeligt på en indre scene for læseren, red.), og det hjælper til at forstå, hvad han er ude på. Det kan han jo, fordi han har sin store teatererfaring i baghovedet: Han iscenesætter, mens han skriver.«
Københavns Universitet afholder 2.-3. juni 2016 en stor konference om »Europæeren Herman Bang«. Læs mere: cemes.ku.dk/events/herman-bang-conference