En globus drejer hele verden rundt på sekunder og præsenter et helt univers af feriedestinationer til rejselystne danskere.

Men når man skal få drømme og virkelighed til at gå op i en højere enhed, hvor ender kufferten med bikini, vandresko eller skisokker så?

Berlingske har i samarbejde med Gallup spurgt danskerne om det nye års ferieplaner, og selv om lidt over hver tiende endnu ikke ved, hvad ferieåret skal bringe, har næsten en tredjedel bestemt destination. 31 pct. af danskerne ved allerede nu, at de skal holde ferie i Sydeuropa i 2014.

Sydeuropa bliver derfor årets største udenlandske feriemagnet for danskerne, og det er ikke uden grund.

»Sydeuropa er populært på grund af vejret, den korte afstand med fly, og de mange forskellige muligheder. I den billige ende er der lavprisfly og camping, men samtidig har Sydeuropa også rigeligt for dem, som søger luksus a la vingårdsophold i Frankrig, kulinariske oplevelser i Toscana eller solferie ved Amalfikysten,« siger salgschef hos Profil Rejser, Heidi Andreasen.

Nej til Sydamerika

Mens flest danskere, ifølge Berlingskes undersøgelse, vælger Sydeuropa som feriedestination, planlægger kun 1 pct. at besøge Oceanien – Australien, New Zealand og øer som Fiji, Samoa og Fransk Polynesien.

Lige så få har planer om at besøge Sydamerika i 2014.

»Oceanien og Sydamerika er for mange en rejse, man sparer sammen til, og foretager få gange i livet. Det er langt at flyve, og har man først fået børn, så vælger mange familier de lange rejsemål fra til fordel for blandt andet Sydeuropa. Derudover er der det økonomiske aspekt. En flybillet til Buenos Aires er nu engang dyrere end billetten til Malaga,« siger Heidi Andreasen.

Kun 6 pct. af danskerne planlægger et visit i Nordamerika, mens næsten hver femte drømmer om at tage dertil. Hvis danskerne ikke skulle tænke på pris eller budget ville 18 pct. til Nordamerika. Og Nordamerika - især USA - vinder frem i følge rejsebureauet FDM Travel.

"USA vil spille en større rolle i de kommende år. Under finanskrisen var der mange, som ville til USA, men ikke mente de havde råd. Der er således tale om en opsparet rejselyst og om penge, der skal forløses nu, hvor økonomien igen er i fremgang," siger Jan Lockhart, administrerende direktør hos FDM Travel.

Egypten taber turisterne

I følge Ana Maria Munar, lektor i turisme ved Copenhagen Business School, ser man i 2014 ikke nogle nye og banebrydende rejsedestinationer. Danskerne baserer desuden langt hen ad vejen valg af rejsedestination på niveauet af sikkerhed.

"Når danskerne skal rejse, tænker de først og fremmest på deres sikkerhed. Man vælger derfor Tyrkiet, Italien og Spanien i stedet for at tage til konfliktområder i Mellemøsten som for eksempel Egypten," siger Ana Maria Munar.

Især Egypten vil i 2014 få et slag over nallerne og rykke ned af popularitetslisten, væk fra den tidligere placering som en af danskernes feriefavoritter. Blandt andet Star Tour, Apollo, FDM Travel og Profil Rejser spår Egypten til at tabe danske turister næste år.

"Egypten har været det helt store rejsemål for danskere. Både gæster, der kommer for sol- og badeferie, men dem, der søger autentiske kulturelle oplevelser. På grund af urolighederne i landet forventer vi, at destinationen blive valgt fra som feriemål i 2014, siger Heidi Andreasen.

Egypten er kendt for at have en stor palet af forskelligartede oplevelser. Gode strande og dykker- og snorkemuligheder i Sharm el Sheikh, Taba og Hurgarda og historiske og kulturelle oplevelser i Luxor-området. Man skal heller ikke i følge rejsebureauerne udelukke Egypten for altid.

"Egyptens genrejsning som et af danskernes favoritrejsemål skal nok indfinde sig, men det bliver ikke det næste års tid," siger Jan Lockhart.

Book selv eller køb en pakke?

Når rejsen skal bestilles kan man groft inddele danskerne i to kategorier. På den ene side har man dem, der vil have en speciel rejser og selv kan og vil skræddersy den, og på den side har man dem, der vil have en standardiseret pakkerejse med all inclusive, hvor man kan kontrollere budgettet.

"Vi laver i højere og højere grad vores rejser selv. Vi bestiller selv hotel, booker flybillet og sammensætter rejsen. Vi kombinerer på nettet og bruger de forskellige søgemaskiner som Momondo," siger Ana Maria Munar.

Samtidig understreger hun, at pakkerejserne stadig lever i bedste velgående på trods af internetbookingens fremmarch.

"Pakkerejser er blevet erklæret døde i mange år, men de er bestemt ikke døde. De overlever, fordi det er enormt nemt. Børnefamilierne har stor glæde af at bruge pakkerejser, da man i langt højere grad kan kontrollere budgettet, især hvis man bruger all inclusive, der stadig vokser på markedet," siger Ana Maria Munar.

Udover børnefamilier og andre, der vil have et kontrolleret budget, så henvender pakkerejser sig også til de, der er utrygge eller ukendte med destinationen. Ana Maria Munar mener, at det handler om kulturel distance.

"Destinationen betyder meget for, hvordan vi rejser. Hvis man vil have en weekend i Paris, så køber de fleste selv rejsen på nettet. Vil man i stedet til Afrika, er det normalt at købe pakkerejser. Den kulturelle distance er med til at afgøre, om man vil booke selv. Den viden vi og vores omgangskreds har om destinationen betyder rigtig meget. Vi bruger vores venner og familie til at tale om rejsen og destinationen. Og jo mindre vi ved, desto større utryghed er der ved at bestille rejsen selv."