Che Guevara og John F. Kennedy var ikke kendt for at være bedste venner. Ikke desto mindre hænger de her side om side i den lille gyde Pasaje Rusell kun adskilt af en fransk altan og et vindue. Få meter væk ligger den nu afdøde Apple-guru, Steve Jobs, på facaden af et reklamebureau tilføjet sin berømte sætning »stay foolish, stay hungry«.
Kunstneren bag de to motiver, Mario Calvo, har skrevet sit navn nederst i hjørnet - i tilfælde af, at nogen har lyst til at finde ham. Og det er langt fra usædvanligt. På disse kanter er det er helt normalt, at gadens kunstnere efterlader både mail-adresse og telefonnummer på deres værker, ligesom det er helt normalt at se en kunstner udsmykke en mur eller husfacade ved højlys dag.
»Der er en opfattelse af, at gaden tilhører alle – også kunstnerne. Og mange private er faktisk glade for at få dekoreret deres husfacade med god kunst, blandt andet fordi det betyder, at der er mindre risiko for tags og grim graffitti,« fortæller Melissa Foss, medstifter af organisationen Graffittimundo, som har sat sig for at udbrede kendskabet til street art i Buenos Aires.
Dels gennem guidede ture rundt i byens gader og dels på to indendørs gallerier, hvor flere af byens kunstnere sælger nogle af de motiver, du også kan se ude i byen.
Statsbankerot og glade figurer
Det er ikke tilfældigt, at designere og kunstnere har friere hænder til at slå sig løs end andre steder i verden. For det første har politiet meget andet at tage sig til end at gribe ind, når penslerne og spraydåserne bliver taget frem, og så er reglerne ganske enkelt mere liberale.
I modsætning til byer i eksempelvis Europa, herunder København, behøver man ikke en godkendelse fra kommunen eller bystyret for at dekorere en facade. Her handler det alene om at lave en aftale med ejeren af bygningen.
Desuden spiller byens og landets politiske og økonomiske historie ind. Efter at landet gik statsbankerot i 2001, tog den politiske graffiti for alvor fart. Buenos Aires' mure og facader blev indtaget af vrede slogans side om side med kunstfærdige satiretegninger af alt fra George Bush med Mickey Mouseører til dollartegn tilføjet en korsfæstet Kristusfigur i midten.
Men efter nogen tid, hvor den politiske kunst og graffiti havde domineret bybilledet, besluttede en række grafiske designere sig for at skabe en bedre og mere mild stemning i hovedstaden. Snart dukkede små og store tegneserieagtige figurer op på nedlagte bygninger og facader.
Fælles for dem var, at motiverne var uskyldige, ofte med et barnligt og naivt udtryk. Og så handlede de ikke om politik – hvilket netop var pointen.
»Det var designernes måde at skabe en kontrast til al den negative graffiti og at bringe noget mere positivt ind i bybilledet. Hvis du ser dig omkring i byen, vil du lægge mærke til, at den bølge stadig er ret dominerende,« fortæller Melissa Foss, da vi sammen går på opdagelse i kvarteret Palermo Viejo, som især er populært hos byens kreative.
Ytringsfrihed - på muren
Selvom den glade gadekunst har fyldt meget det seneste årti, er den politiske kunst langt fra forsvundet. Den har rødder tilbage til tiden før det berygtede militærdiktatur, der varede fra 1976-1983 og kostede op mod 30.000 argentinere livet - heriblandt mange intellektuelle og kunstnere.
»Buenos Aires har en lang tradition for kunst og politisk propaganda på byens mure, men diktaturet slog hårdt ned på kunstnerne. Efter de blodige år, begyndte gadekunsten igen at blomstre og det i en grad, så Buenos Aires i dag er en af de byer i verden, hvor gadekunst er mest accepteret – og påskønnet,« siger Melissa Foss.
Af samme årsag valfarter kunstnere fra hele verden til byen for at slå sig løs – blandt andet på den store street art festival Meeting of Styles, som afholdes forskellige steder i verden. I 2011 og 2012 fandt den sted i Buenos Aires med et hav af nye værker fra internationale kunstnere.
Noget særligt ved Buenos Aires er desuden, at kunstnerne arbejder sammen på kryds og tværs. Fordi de sjældent bliver forhindret af politiet, giver de sig samtidig god tid til at dække gigantiske flader.
Vi møder blandt andre Diego Maradona, som troner under en bro. Her har tre kunstnere genskabt situationen, hvor landets fodboldfænomen nummer ét tilbage i 1986 afgjorde en kamp mod ærkefjenden England ved at hjælpe bolden lidt på vej med hånden.
Efterfølgende proklamerede Maradona, at det var Gud, der havde en finger med i spillet. Derfor refererer de fire store bogstaver DIOS (på spansk ’Gud’) på billedet ikke til, at han faktisk har både en menighed og en kirke i byen, men til målet, der senere blev kendt som ’Mano de Dios’ eller ’Guds hånd’.
Sammen med Che Guevara og Eva Peron, bedre kendt som Evita, er Maradona ubetinget den argentiner, der er bedst repræsenteret på byens mure – ikke mindst i kvarteret La Boca, der huser fodboldklubben Boca Juniors.
Mao møder kapitalisme
En af de markante, lokale kunstnere, Nicolás Romero, er blandt andet kendt for at male motiver, der kredser om kommunisme, som møder kapitalisme. Vi møder ham foran et af hans mange malerier af formand Mao.
»Jeg interesserer mig for modsætninger i politik, og mine værker fungerer også som politiske kommentarer, som beskueren skal fortolke,« siger Nicolas Romero – eller EVER som hans kunstnernavn lyder. Han rejser ofte til udlandet for at male, men har endnu ikke fundet et sted, der måler sig med Buenos Aires hvad angår adgangen til mure og facader.
»Jeg boede i Paris en overgang. Det er en fantastisk by, men centrum er totalt fredet. Selv om New York huser masser af fantastisk street art, er der også et hav af restriktioner,« siger EVER, som selv begyndte at male i starten af 1990erne, knap ti år efter at diktaturet sluttede, henviser også til ytringsfrihed.
»Under diktaturet kunne det, at en kunstner satte en streg på en mur betyde, at han eller hun forsvandt og senere blev fundet død i floden La Plata. Jeg tror, at når folk i dag ser os male i gaderne, minder det dem om den ytringsfrihed, der blev taget fra os i en lang periode.«
Og ordensmagten? Den griber primært ind, hvis politiske modstandere kommer i karambolage, mens de maler.
»Jeg har sågar været ude for, at en betjent spurgte, om jeg virkelig gør det gratis. Altså om jeg som kunstner bruger min tid på at udsmykke et hus helt uden at få penge for det,« siger EVER, der altid efterlader et telefonnummer eller en mailadresse i hjørnet af sine malerier. For som han siger:
»Jeg elsker at diskutere min kunst med andre og høre, hvad de synes. Derfor ville de jo være skørt ikke at give folk muligheden for at kommentere den.«
Læs mere om guidede ture og gallerier på graffitimundo.com og buenosairesstreetart.com