På det vinterkolde torv midt i Herning sidder en usædvanligt dyr dame. Fra sin skammel kigger hun ud mellem de handlende, som fra gågadens butikker slæber fyldte poser hjem til påsken. Men selv ikke hvis alle beløbene denne lørdag blev lagt sammen, ville de ikke komme i nærheden af den sum, den uformelige kvinde selv er værd, skriver bt.dt.

Det har eksperter i kunst netop fastslået. Damen hedder ’Seated Woman,’ er støbt i bronze og vil i fri handel kunne indbringe ikke mindre end en kvart milliard danske kroner, vurderer Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Skulpturen er skabt af den afdøde engelske kunstner Henry Moore og er blot et enkelt eksempel på offentligt ejede og opstillede skulpturer, hvis værdi de seneste år er vokset til astronomiske højder.

Ganske få kilometer fra den dyre dame står en bronzekasse kaldet Socle du Monde (Jordens sokkel, red), og et andet sted i Herning finder man en cylinder af bly indeholdende en rulle papir, hvorpå der er tegnet en 7200 meter lang streg. Begge værker er kreeret af italienske Piero Manzoni i 1960erne, og begge skønnes nu at være endnu mere værdifulde end den siddende kvinde i centrum.

Skulpturer for en milliard

Herning Kommune gemmer dermed alene i disse tre skulpturer kunstskatte for tæt ved en milliard kroner. En usædvanligt, men ikke nødvendigvis enestående situation for en dansk kommune, fortæller Christine Buhl Andersen, der er direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

- Der er kæmpeforskel på, hvor godt de forskellige kommuner har håndteret deres investeringer i kunst gennem tiden. Herning er et eksempel på en kommune, som har haft nogle meget dygtige og fremsynede folk. Det betyder, at de i dag har værker, som er rigtig mange penge værd. Det er de ikke alene om, men de rager op i landskabet, siger Christine Buhl Andersen til bt.dk.

Som eksempel på en anden kommune, der har været heldig med indkøb af kunst, nævner hun Holstebro. Her købte man i 1965 skulpturen ’Kvinde på kærre’ direkte hos den italienske kunstner Giacometti for 210.000 kroner. En pris, som siden er steget med cirka 50.000 procent.

Skulpturen er ikke blevet præcist vurderet for nylig, men eksperter vurderer, at værdien ligger et godt stykke over 100 mio kroner. Af samme grund nedsænkes den lille skulptur nu automatisk i en underjordisk boks hver aften for at undgå tyveri.

I Holstebro har den eksplosive prisudvikling de seneste år fået forslag om at sælge til at strømme ind til kommunen. Med 57.000 indbyggere kunne et salg af ’Kvinde på kærre’ til 100 mio. kroner indbringe cirka 1.750 kroner per borger, og de penge så mange gerne brugt på renovering af hullede veje, udslidte skoler eller nye tilbud i byen, fremgår det af de mange breve til lokale politikere og embedsmænd.

Ny vurdering

Det samme er nu ved at ske i Herning. Her er værdien af den siddende kvinde først nu blevet kendt. Et galleri i København har bedt om lov til at låne Henry Moores bronzekvinde, og for at muliggøre flytningen var det nødvendigt med en vurdering og en passende forsikring. Resultatet, den kvarte milliard kroner alene for dette værk, var mindst tre gange højere end forventet, og det får nu det lokale folketingsmedlem Dennis Flydtkjær (DF) til at foreslå et salg.

- Når jeg hører beløbet 250 mio. kroner, så sætter det mange ting i relief. Det er ikke en skulptur, som folk stopper op og kigger på. Den er faktisk ikke ret pæn. For en kvart milliard kroner kan vi få en helt masse, som borgerne i hele kommunen vil få meget mere glæde af. Vi kunne byforny hele kvarterer eller anlægge en masse nye legepladser. Det er fint, at kommunen støtter kunsten, men man skal også se på, hvordan man skaber mest muligt værdi for borgerne, og det synes jeg ikke, man gør ved at have så store beløb bundet i nogle få skulpturer, siger Dennis Flydtkjær, der selv stiller op til Herning Byråd ved det kommende kommunalvalg.

Vil høste gevinsten

Tanken vinder genklang på de sociale medier og lokale debatfora, hvor flere herningensere nu argumenterer for at sige farvel til kunstskattene og høste milliardgevinsten.

En tanke, som vækker forståelse hos museumsdirektør Christine Buhl Andersen, som dog råder midtjyderne og alle andre i samme situation til at tænke sig grundigt om, inden udsalgsskiltene hænges op.

- Når værdien bliver kendt, tror jeg sådan nogle skulpturer er noget, folk vil rejse efter. Det er med til at sætte byen på landkortet og giver en attraktionsværdi, som næsten ikke er til at betale sig til i dag. Og hvis de sælger, får de formodentlig aldrig nogensinde tilsvarende kunst igen, siger museumsdirektøren.

Formanden for Herning kommunes Kultur- og fritidsudvalg, Johs Poulsen (R), som samtidig sidder i bestyrelsen for to lokale kunstmuseer, afviser da også et salg:

- Skulpturen er en gave, som kommunen i sin tid fik fra en æresborger, og man sælger ikke sine gaver. Det er forkert. Så selvom det kunne være vældig sjovt med en kvart milliard i kommunekassen, så er det for mig at se en ret hypotetisk diskussion, siger Johs Poulsen til bt.dk.