Det kan være hårdt at læse Camilla Läckberg. Ikke kun fordi ondskaben i hendes bøger er virkelig ond og drabene virkelig drabelige. Men især fordi alt det andet, alt det, der er udenom, står i skærende kontrast til det grimme. Fordi det er så artigt og ordentligt, så småt og intetsigende, så langtrukkent ligegyldigt, at det er alt, alt for meget af det gode.

»Løvetæmmeren«, Läckbergs niende bog om forfatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström fra Fjällbacka, er ingen undtagelse. Man skal som læser grueligt mange banaliteter igennem, før man når frem til krimiens kerne, der såmænd er skruet udmærket sammen, når alt lillepigepyntet er pillet af.

Selv om det er kendetegnende for de skandinaviske spændingsromaner, at de giver helte og heltinder kød og blod og et hverdagsliv ved siden af mordopklaring og forbryderforfølgelser, så kan den slags tydeligvis gøres med større eller mindre psykologisk indsigt og litterær finesse.

En ung pige, der har været meldt savnet i flere måneder, vakler en dag letpåklædt og søvngængeragtigt gennem sneen og ud på en vej, hvor hun rammes af en bil. Hun dør af sine kvæstelser, men det er tydeligt, at hun allerede inden da havde været udsat for voldsom mishandling.

Utilsigtet morsom

Sagen sættes i forbindelse med fire andre forsvundne piger, og selvfølgelig viser det sig, at personer og begivenheder i den bog, som Erica Falck er i gang med at researche til, også har noget at gøre med de aktuelle begivenheder. Bogen skal handle om et gammelt mord på en løvetæmmer i Fjällbacka og det, der skete i hans familie forud for drabet i 1975.

Enken, Laila Kowalska, blev dømt for forbrydelsen og har siden siddet i forvaring, men har indtil nu ikke villet tale om hændelserne eller om det, der fulgte efter, hvor sønnen forsvandt, mormoren blev dræbt, og datteren druknede.

Erica har dog blik for at se sammenhænge, som ingen andre ser, og derfor inddrager Patrik hende selvfølgelig også i politiets efterforskning. Urealistisk? Nej, ikke hos Läckberg, hvor Erica Falck undrer sig lige så meget over, hvad der mon kan være sket, som sin politimand og mange andre, og det gør de i øvrigt så jævnligt, at forundringen efterhånden kører på repeat. Eller som Erica på et tidspunkt forvirret funderer: »Det måtte da betyde noget.«

Tænke, tænke, tænke, sagde Peter Plys, og han burde måske give Läckberg et lille fif om, hvordan man gør det naive filosofisk og ikke omvendt. Desværre bevæger vi os i et litterært rum, hvor det banale råder, det gælder i dialoger, iagttagelser og konklusioner, og det ender med at gøre den tydeligvis tilstræbte almindelighed kunstig og, ja, faktisk utilsigtet morsom.

Dét på trods af det sørgelige faktum, at der er flere mødre i bogen, der ikke elsker deres afkom, og at tristesse, depression, ensomhed, utroskab, hustruvold og sadisme er det mørke indhold i denne lillepigepyntede pakke kaldet »Løvetæmmeren«.

Titel: Løvetæmmeren. Forfatter: Camilla Läckberg. Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild. Sider: 383. Pris: 300 kr. Forlag: People’s Press.