Offentlige henrettelser af samfundets værste forbrydere blev i middelalderen effektueret på Gammeltorv, men i 1629 blev retterstedet flyttet om på bagsiden af byens rådhus, og herefter var det på Nytorv, afstraffelserne fandt sted.

Et skafot og en kag, hvortil man kunne lænke de formastelige, der skulle smage mestermandens pisk, blev rejst i en passende højde, således at alle kunne følge med i begivenhederne.

Fra tid til anden måtte skafottet med skampælen i midten naturligvis fornys. For apparatet blev slidt, og træværket var udsat for vind og vejr. Så blev det pillet ned og genopført, men i længden var det en dyr løsning, og det var for at spare på udgifterne, hver gang en dom skulle fuldbyrdes, at magistraten i 1736 opførte et muret rettersted.

Det skulle nok kunne holde, mente man, men allerede i 1753 sendte magistraten et brev til kongen med besked om, at skafottet på Nytorv nu var så faldefærdigt, at man ikke længere kunne forsvare at have det stående. Det måtte nedbrydes og opbygges på ny, og når det skulle ske, var tiden moden til et dristigt forslag.

Hvorfor ikke flytte det grimme afskrækkelsesmonument til et afsides sted, hvor færre mennesker kom forbi?

Magistraten foreslog Halmtorvet inden for Vesterport, hvor Vartov Kirkegård engang havde ligget, og hvor søjlen med Lurblæserne nu står. Det accepterede kongen, men så var der nye problemer. Skafottet ville være et ubehageligt skue for folk, der boede ved volden, og her kom den kongelige familie oven i købet ofte forbi i karet.

Altså ville det bedste være, hvis kongen allernådigst kunne acceptere, at skafottet helt blev revet ned og slet ikke blev genopført inde i byen, men flyttet ud på Vester Fælled, og »når nogen herefter skal henrettes, at eksekutionen da måtte ske ved det der værende rettersted«. Med hensyn til kagstrygninger ville det derimod ikke være noget problem at rejse en pæl på torvet, »hvorved samme kan ske«, som der stod i henvendelsen.

I 1758 fandt den sidste offentlige henrettelse sted på Nytorv. En svensker og en nordmand havde med stor dygtighed fremstillet falske værdipapirer, men de blev afsløret og den højeste straf effektueret til skræk og advarsel for andre med gode ideer.

Tre år senere hed det kortfattet i en regnskabsoversigt, at skafottet efter kongelig ordre var solgt og revet ned, og det nævnes, at brolægningsinspektøren havde fjernet stenbroen og ti afvisersten, der havde stået rundt om retterstedet.

I en snes år var der fortsat en fast kag på Nytorv, men hen mod slutningen af 1700-tallet holdt civilisationen sit indtog. Beboerne på torvet var nu oplyste borgere, og de ville gerne være fri for de ubehageligheder og al den uorden, som folkemængden efterlod sig ved de offentlige afstraffelser.

Og ligesom med flytningen af skafottet pegede de på, at det lille torv ved volden for enden af Lavendelstræde lå afsides og derfor var egnet til formålet. »Jeg interesserer mig så meget mere for denne sag, som eksekutionen sker lige ud for det hus, hvor jeg nu skal flytte hen til påske,« erklærede en ærlig borger, »og kagpiskningen er vel lige så kraftig, enten den sker på Nytorv eller ved Vesterport«.

Heri havde han formentlig ret, selv om kagen på den åbne plads ved Vartov kun var en pæl i jorden, som tjente til formålet.

Den sidste offentlige kagstrygning fandt sted i 1840, og herefter blev borgerne skånet for den ubehagelige oplevelse. Mere passende var det, at den type straf fremover blev fuldbyrdet i tugthusets lukkede gård.