Julen sig nærmer, og det er tid til at ansætte ekstra hænder i detailbranchen. Og det er ikke så få hænder, der er brug for hos gigantiske Amazon i år. E-butikken forventer at ansætte ikke færre end 80.000 ekstra medarbejdere til julehandlen alene i USA. Det svarer til 14 procent flere end sidste år.

Det skriver The Seattle Times.

Amazons sæsonarbejdere bliver placeret på de omkring 50 lagre, selskabet har i USA, men også i resten af verden vil Amazon sandsynligvis hyre sæsonarbejdere til at håndtere det massive pres i julen.

Amazon henter lige nu 39 procent af sin indtjening uden for USA og har for nylig øget investeringerne i Kina og Indien. Selskabet har desuden meddelt, at der skal ansættes 27 procent flere medarbejdere over de næste fem år i  Amazons hemmelige hardwarelaboratorium, Lab126, i Silicon Valley til at teste nyt udstyr til hjemmet, så man kan bestille varer ved at trykke på en enkelt knap.

Amazon har i alt 132.600 fuldtids- og deltidsansatte på verdensplan, men ikke alle medarbejdere er lige tilfredse med at arbejde for den gigantiske e-butik. I Tyskland, som er Amazons næststørste marked, har det amerikanske selskab haft problemer med strejkende medarbejdere, som med fagforeningen i ryggen var utilfredse med lønninger. Også i USA har der været oprør blandt Amazons medarbejdere, blandt andet da alle medarbejdere skulle kropsvisiteres, inden de forlod lagrene ved endt arbejdsdag.

Andre selskaber er også på vej med tilbud om sæsonarbejde under julehandlen. Wal-Mart har meddelt, at selskabet vil ansætte 60.000 sæsonarbejdere til julehandlen, mens Target vil hyre 70.000.

Med forventninger om, at flere amerikanske forbrugere vil købe julegaverne online i år, har amerikanske United Parcel Service planlagt at hive 95.000 ekstra medarbejdere ind til at køre pakker ud i julen, mens FedEx vil ansætte 10.000 mere og dermed når op på 50.000 ekstra medarbejdere i julen.

Selvom e-commerce er i kraftig vækst, har Amazon for nylig meddelt, at selskabet åbner sin første fysiske butik i New York. Butikken er planlagt til at åbne inden jul og får en central placering på Manhattan lige over for Empire State Building.