Festligholdelsen af Dronning Margrethes 40 års regentjubilæum fortsætter søndag med et tætpakket program. Første punkt er et statsråd klokken ti, men den eneste mulighed for at se Dronningen ”live” bliver på Amalienborg Slotsplads.
Husk varmt tøj
Efter vagtskiftet klokken 12 kommer hele den kongelige familie ud på balkonen på Christian IX’s Palæ for at vinke til de fremmødte på slotspladsen. Ifølge DMI bliver det i København en smule overskyet omkring middagstid, og temperaturen når kun lige at snige sig op på et par plusgrader efter nattens frostvejr, så varmt tøj er en god idé, hvis man skal ind på Amalienborg Slotsplads. Vind bliver der heldigvis ikke så meget af som i de seneste dage.
Klokken 12.45 er Kronprinsparret vært for en frokost for familien samt udenlandske gæster i Frederik VIII’s Palæ, og derfra tager selskabet til Christiansborg Slotskirke for at deltage i gudstjenesten klokken 15. Gudstjenesten er kun for indbudte gæster, men alle vil kunne høre Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsens prædiken på tv.
Søndagen slutter med Gallataffel på Christiansborg Slot for den kongelige familie, udenlandske gæster og det officielle Danmark, og dermed slutter festlighederne i forbindelse med regentjubilæet.